DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Danske Bank markedsfører en række fonde som bæredygtige, selv om de investerer i fossil energi, viser analyse. (Arkivfoto).
Andrew Kelly/Reuters

Danske Banks bæredygtige fonde investerer i kul og olie

I ti af Danske Banks bæredygtige fonde er omkring en halv milliard kroner investeret i fossil energi.
13. MAR 2023 9.40
Gas
Klima
Olie
Økonomi

Hvis man kaster penge i investeringsfonde, som Danske Bank markedsfører som bæredygtige, risikerer man, at pengene investeres i fossil energi som kul, olie og gas. Det viser en analyse, som ngo'en Mellemfolkeligt Samvirke står bag. Det skriver Politiken.

Analysen konkluderer, at ti af bankens fonde, som kaldes bæredygtige, har knap en halv milliard investeret i fossil energi. Derfor har Mellemfolkeligt Samvirke afleveret en klage til Forbrugerombudsmanden for at få banken dømt for vildledning og ulovlig markedsføring, skriver avisen.

Ifølge ngo'ens generalsekretær, Tim Whyte, giver Danske Bank sine forbrugere en forkert opfattelse af, at de investerer i den grønne omstilling.

- Det her handler jo om, at der er rigtig mange danskere, der er enormt bekymrede over klimakrisen og har troet på, at Danske Bank vil hjælpe dem med at investere grønt og bæredygtigt, siger han.

Der bliver blandt andet investeret i en indonesisk energiselskab, som i øjeblikket udvider et kulkraftværk på den indonesiske ø Java.

Danske Bank: Resultater giver anledning til undersøgelser

Danske Bank har over for Politiken understreget, at det ikke er meningen, at investerede penge i grønne fonde skal ende i selskaber, der udvider deres fossile aktiviteter. Derfor "værdsætter man de informationer", der nu kommer fra Mellemfolkeligt Samvirke, lyder det.

Erik Eliasson, chef for ansvarlig investering i Danske Bank, forklarer, at resultaterne giver anledning til at foretage en grundigere analyse af en række selskaber, der investeres i gennem de bæredygtige fonde.

Han forklarer, at banken ekskluderer selskaber fra fondene, hvis mere end fem procent af deres samlede omsætning er relateret til aktiviteter inden for fossile brændstoffer.

I øjeblikket har Danske Bank mere end 800 selskaber på sin eksklusionsliste for fossile brændstoffer.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/danske-banks-baeredygtige-fonde-investerer-i-kul-og-olie

GDPR