Lars Moltsen, direktør i satellitvirksomheden Sternula, er en glad mand. Om bord på raketten Falcon 9 Transporter 6, som tirsdag blev sendt ud i rummet af den amerikanske rumvirksomhed SpaceX, er nemlig en dansk satellit, som Sternula står bag.
Faktisk er der tale om dansk rumhistorie. Det er den første kommercielle danske satellit i rummet, og den indeholder teknologi, der skal bidrage til mærkbart at forbedre skibskommunikationen på havene.
- Sternula 1, der er den første satellit af forhåbentlig rigtig mange, er en satellit, som skal lave en tovejs dataforbindelse til søens folk. I dag er de allerede pålagt, at de skal have en AIS-enhed (Automatic Identification System, red.) om bord på deres skib, så de kan rapportere, hvem de er, og hvor de er henne. Og der er nogle kloge folk, der har fundet på, at den her teknologi skal udvides med en dataforbindelse, siger Lars Moltsen.
Sternula har samarbejdet med Aalborg Universitet, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og en række virksomheder om satellitten. Med den nye satellit får skibene meget bedre mulighed for at sende og modtage data til og fra eksempelvis andre skibe, havne og myndigheder, end de har nu.
Den gør det muligt at udveksle information om vejr-, is- og vandforhold i blandt andre svært fremkommelige områder som Arktis. Der kan ikke bruges almindelige internetsystemer til disse formål, for de er sårbare over for hackerangreb og elektronisk indtrængen.
Vil give ny viden om vejrforhold
Hos DMI, der også har været inde over projektet, er Jacob Høyer begejstret. Han er leder af enheden for Satellitter og Arktis hos DMI, og netop i Arktis sejler mange skibe lige nu "lidt i blinde", siger han. Den nye teknologi giver en helt anden viden om vind-, is- og vejrforhold.
- Vores argument og grund til at gå med i det her projekt er jo, at vi ser en mulighed for at kunne levere en forbedret service til vores brugere i form af en forbedret is- og vejrinformation i Arktis, siger han.
Geodatastyrelsen, der er den maritime myndighed med ansvar for søopmåling og søkortlægning, ser også et stort potentiale i teknologien, der kan være med til at styrke kvaliteten af søkortene.
Niels Tvilling Larsen er kontorchef hos Søkortkontoret under Geodatastyrelsen, og han mener, at det er oplagt for Danmark at gå forrest i udvikling af ny maritim teknologi.
- Vi er et fysisk lille land, men vi er en stor sejlnation. Det her gør også, at man kan gøre sejlplanlægningen mere effektiv og dermed spare mere brændstof. Der er mange dimensioner i det, siger han.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.