
Selv om Afrika huser 17 pct. af verdens befolkning, er kun to pct. af de globale investeringer i vedvarende energi sket på kontinentet det sidste årti.
I det lys giver Danmark 128 mio. kr. i støttepakke til et nyt partnerskab for afrikanske lande, Apra, der har mål om at få 100 pct. vedvarende energi. Ligeledes sendes Energistyrelsens rejsehold til Afrika for at bistå med teknisk assistance.
- Mange lande i Afrika er hårdt ramt af klimaforandringerne, men udleder ikke ret meget. Det gør vi andre til gengæld, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på klimatopmødet i Dubai.
I klimatopmødets indledende dage, hvor statsministeren deltager, har den danske delegation fokuseret sine kræfter på afrikanske samarbejder – eksempelvis også med bidraget til en ny fond for tab og skader.
Statsministeren mener, at hun også har danske interesser for øje.
- Hvis ikke vi får dæmmet op for klimaforandringerne og hjulpet Afrika med at omstille sig og hjulpet deres befolkninger igennem klimaforandringerne, vil endnu flere mennesker sætte sig selv i bevægelse, og vi får et endnu større migrantpres på Europa. Derfor har vi fra dansk side valgt at bruge rigtig mange kræfter på Afrika på denne COP, også af økonomisk karakter, siger hun.
Partnerskab lanceret for nyligt
Partnerskabet Apra blev lanceret den 4. september på det første selvstændige afrikanske klimatopmøde. Danmark er med til at starte projektet, der i sin helhed kaldes Accelerated Partnership for Renewables in Africa. Det sker sammen med Tyskland og den internationale organisation for vedvarende energi Irena.
Partnerskabet er ledet af Kenyas premierminister, William Samoei Ruti, og rummer også Etiopien, Rwanda, Namibia, Zimbabwe og Sierra Leone.
Ud af støttepakken går 100 mio. kr. til en fond, der skal sikre øgede investeringer i Afrikas grønne omstilling. Omkring 10 mio. kr. går til Energistyrelsens rejsehold, hvor danske embedsmænd skal yde konkret teknisk assistance til de afrikanske landes omstilling og opsætning af vedvarende energi.
- Det handler om at gå fra alle de rigtige ord om klima og behov for vedvarende energi til på et helt konkret niveau at sørge for, at Afrika kommer foran, siger Mette Frederiksen om embedsfolkets assistance.
18 mio. kr. går til organisationen Irenas facilitering af initiativet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.