
Danmarks største udleder af drivhusgas, cementfabrikken Aalborg Portland, er begejstret for Folketingets nye aftale om CO2-fangst. Virksomheden vil nu være klar til at søge om tilskud til at fange en del af de over to millioner ton CO2, virksomheden udleder hvert år.
- Vi planlægger at søge i en af de kommende puljer og ser frem til den videre dialog med myndighederne, siger Michael Lundgaard Thomsen, direktør hos Aalborg Portland, i en skriftlig kommentar.
I foråret trak virksomheden sig fra Danmarks første udbud af støttemilliarder til at etablere CO2-fangst på fabrikken i Nordjylland. Det skyldtes blandt andet, at udbuddet var for småt og hurtigt til virksomheden, som frygtede trecifrede bøder, hvis de ikke kunne levere.
Første udbud var for småt
Det første udbud havde et kort aftræk med realisering i 2026 og ville kun støtte en lille fangst i forhold til, hvor meget fabrikken udleder. Aalborg Portland efterlyste derfor et større og lidt senere udbud, så virksomheden kunne købe ét stort fangstanlæg, der matchede den store udledning, frem for et hurtigere og mindre anlæg.
- Skala er nøglen for os i Aalborg Portland, og det har regeringen også lyttet til, siger Michael Lundgaard Thomsen, direktør hos Aalborg Portland.
For en måned siden præsenterede regeringen en ny strategi for CO2-fangst og lagring. Her var flere tilskudspuljer lagt sammen, og en gradvis indfasning fra 2026 blev rykket til én større premiere i 2029. Det har et bredt flertal af Folketingets partier onsdag tilsluttet sig.
- Det mener vi, er vigtige ændringer, som vil kunne bidrage til at bane vejen for CCS i storskala i Danmark, siger Michael Lundgaard Thomsen.
Når Folketingets nye plan for CO2-fangst skubber den gradvise indfasning fra 2026 til start i 2029, vil det betyde et tab af 100.000 ton CO2-reduktioner. Det har klimaminister Lars Aagaard (M) gjort med åbne øjne for til gengæld at skabe bedre vilkår for, at de store udledere kan byde ind.
- Jeg veksler en lille bitte forsinkelse med langt større sikkerhed for, at vi når klimamålet fuld fangst. Det rykker vi frem til 2029 for at øge sikkerheden for, at den private sektor, der leverer investeringerne, også møder vores politiske forventninger, sagde Lars Aagaard, da han præsenterede regeringens forslag.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.