Regeringen er positivt stemt over for et EU-forslag, der går ud på at sætte et prisloft for prisen på russisk gas. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S), efter at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, onsdag foreslog dette.
- Det er vi positive over for, og det er vi helt generelt. Vi kigger EU-mæssigt både i forhold til de høje elpriser og de høje gaspriser. Normalvis er der konsensus i Europa om, at vi har behov for et velfungerende marked, men markedet er nu sat ud af kraft, siger Mette Frederiksen.
- Derfor støtter vi op om potentielt både at gribe ind i markedsfunktioner, der gælder el, og når det gælder prisloft på russisk gas, siger statsministeren.
EU-landene har indført en lang række økonomiske sanktioner mod Rusland, efter at russerne 24. februar invaderede Ukraine. Ursula von der Leyen fremlagde onsdag i overskriftsform fem forslag, som skal få energiprisen ned i EU. Blandt dem er altså et prisloft for russisk gas.
- Vi ved, at sanktionerne gør ondt på Rusland, men vi skal også ramme Ruslands indtægter. Det kan vi gøre med et prisloft, sagde hun på et pressemøde i Bruxelles.
Et prisloft vil konkret sige, at EU-landene beslutter, hvor meget man maksimalt vil betale for russisk energi. Dermed bliver det i teorien EU - og ikke Rusland - som sætter prisen på gas. Rusland kan dog svare igen ved at nægte at levere til den pris, som EU fastsætter.
Om EU-landene individuelt skal kunne sætte et loft for prisen på russisk gas, eller om der skal være et fælles loft, står foreløbig i det uvisse.
- Det er noget, vi skal diskutere med de andre EU-lande, hvordan vi gør det bedst muligt. Hele formålet med begge øvelser er at få nedbragt prisen for husstandene og for virksomhederne. Det er det, vi er allermest optaget af, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.