DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Danmark giver 100 mio. kr. til krigen mod kul

Fire store lande, som bruger kulkraft, kan få del af 100 mio. kr. fra Danmark til at udfase kul.  
5. NOV 2021 12.03
Klima
Økonomi

En gruppe af verdens lande har lanceret et initiativ til at støtte udviklingslande med at udfase kulkraft. Kul er den største enkeltstående årsag til klodens temperaturstigninger.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har torsdag på FN-klimamødet COP26 annonceret et dansk bidrag på 100 mio. kr. til initiativet.

- Med de her penge ligger et ønske om hurtigt at kunne få lukket kulkraftværker og have nogle ressourcer til at sætte innovative projekter i gang for at få erstattet kulkraft med noget andet, siger Kofod fra Glasgow.

De 100 mio. kr., der er annonceret i regeringens udspil til en finanslov for 2022, skal gå til et nyt program i den internationale fond CIF. Fokus er i øjeblikket på fire lande. Sydafrika, Indien, Indonesien og Filippinerne.

- Ved at kunne allokere de 100 mio. kr. og lave en alliance omkring at få sat handling bag krigen mod kul, så kan vi skubbe på og gå forrest med denne udvikling, siger Jeppe Kofod.

Udenrigsministeren mødes torsdag med Indonesiens energiminister. Indonesien er verdens største eksportør af kul, og landet benytter kulkraft i stor skala.

- Det er paradoksalt. Kigger man alene på Indonesien, har de vedvarende energiressourcer, som vind, vand og geotermisk energi, som kan levere 400 GW. Det svarer til 20 gange Danmarks kapacitet, siger Jeppe Kofod.

Ingen penge til Kina

Pengene fra CIF-programmet skal blandt andet gå til at hjælpe udviklingslandene med at finde nye måder at producere energi på.

- Det er helt afgørende, at der findes nye jobmuligheder til dem - og gerne i den vedvarende energiindustri. Det har vi gode erfaringer med i Danmark, siger Kofod.

Den seneste tid har Kina taget overskrifter over hele verden med meldinger om, at landets kulkraftværker vil skrue op for blusset. Kina er en af verdens største udledere af CO2. Der er ingen planer om, at de rige lande i initiativet skal hjælpe Kina med at udfase kul.

- Vi skal stille krav til lande, også til Kina, og det er vigtigt, at alle lande stopper med at eksportere kul og investere i kul - både i andre lande, men også hjemme, siger udenrigsministeren.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/danmark-giver-100-mio-kr-til-krigen-mod-kul

GDPR