DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Midt i jakkesætsvrimlen på COP29 står Mette Frederiksen i lilla. Hun understreger behovet for privat kapital i klimafinansiering til ulande. - Foto: Murad Sezer/Reuters

Danmark bruger 700 mio. kr. på at sikre klimamilliarder til ulande

En række lande går sammen og stiller en milliardgaranti for grønne investeringer i asiatiske udviklingslande.  
12. NOV 2024 11.50
Internationalt
Klima
Politik
Økonomi

Verdens rige lande skal sikre en større finansiering af udviklingslande, der rammes hårdest af de klimaforandringer, de selv har en lille andel i at have skabt. Derfor stiller Danmark 700 mio. kr. som garanti for grønne investeringer i asiatiske udviklingslande. Det sker i en alliance med fem andre lande, hvis samlede statslige bidrag er på 14 mia. kr.

De statslige penge skal skabe sikkerhed for, at der samlet set kan rejses private investeringer for over 70 mia. kr. til klimainvesteringer i risikofyldte markeder. Det meddeler IFU, Investeringsfonden for Udviklingslande, på klimatopmødet COP29 i Baku, Aserbajdsjan.

Statsminister Mette Frederiksen (S) understreger på klimatopmødet, at der skal bruges privat kapital, hvis udviklingslande skal have tilstrækkelig hjælp.

- Udviklingsbistanden er ikke det, der kommer til at redde os fra klimakrisen. Det er kun en brik, siger hun og nævner flere metoder:

- Det er risikovillig kapital, det er private investeringer, det er offentlige og private partnerskaber. Det er noget af det, vi også har nogle traditioner for at kunne gøre i Danmark.

Privat kapital et stort tema på COP29

Netop rejsning af privat kapital til klimafinansiering er et varmt emne på årets klimatopmøde.

Topmødets store dagsorden er at få vedtaget et nyt mål for, hvor meget klimafinansiering rige lande skal fordele til verdens fattige lande, der rammes hårdest af klimaforandringer, som de har mindst ansvar for.

Det nye finansieringsmål skal være større end det nuværende mål på 100 mia. dollar årligt, som udløber i 2025.

For at få rejst penge til en endnu større økonomisk omfordeling, vil særligt EU og USA have aktiveret den private sektors kapital, som skal indgå i finansieringen.

Det er som led heri, at Danmark vil stille offentlige kroner til rådighed, som garanti for at private aktører kan investere i vedvarende energi i udviklingslandes risikofyldte markeder.

Tirsdagens annoncerede plan sker i forlængelse af to lignende projekter, Danmark annoncerede på klimatopmødet sidste år i Dubai. Dette år er både det garanterede og endelige beløb klar til investering væsentligt større.

Tirsdagens præsenterede alliance består ud over Danmark af USA, Sverige, Storbritannien, Japan og Sydkorea i samarbejde med Den Asiatiske Udviklingsbank.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/danmark-bruger-700-mio-kr-paa-at-sikre-klimamilliarder-til-ulande

GDPR