
Statsminister Mette Frederiksen (S) indstiller udviklingsminister Dan Jørgensen (S) som regeringens bud på en kommende EU-kommissær for Danmark. Det meddeler statsministeren på et pressemøde onsdag, få dage før deadline for at medlemslandene skal sende et navn til formanden for EU-Kommissionen.
- Jeg har valgt at udnævne ham af flere forskellige årsager. Selvfølgelig en langstrakt politisk erfaring. Dan har været medlem af Folketinget i mange år, været minister i flere regeringer og siddet i Europa-Parlamentet i to perioder, siger Mette Frederiksen.
Før Dan Jørgensen kan kalde sig kommissær, skal han dog igennem en høring i EU-Parlamentet. Herefter skal hele den indstillede kommission og formanden til afstemning i parlamentet, som kan afvise den.
Statsministeren lægger vægt på, at Dan Jørgensen har bred international erfaring, fra EU og FN, og at han derfor er en oplagt kandidat.
Erfaring med internationale forhandlinger
Blandt andet har ministeren for udviklingssamarbejde og global klimapolitik haft en central rolle som forhandler ved de internationale klimamøder de seneste år.
- Dan har siddet med ved klimaforhandlingerne i FN, og der har han vist, at han også kan begå sig internationalt. Jeg er sikker på, at Dan vil blive god kommissær for Danmark og for Europa i en stadigt mere urolig verden, siger Mette Frederiksen.
Margrethe Vestager er fortsat Danmarks EU-kommissær. Det vil hun være i mindst nogle måneder endnu. Der har fra andre politiske partier været kritik af, at regeringen og statsministeren er sent ud med at udpege en kommissærkandidat. Det kan koste en indflydelsesrig post, lyder kritikken.
I forlængelse af det siger statsminister Mette Frederiksen på pressemødet, at hun "igennem lang tid har været i dialog" med EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen, som før sommeren blev udpeget til at lede den kommende EU-Kommission.
- Det er på baggrund af de mange snakke min forventning, at Danmark får en central portefølje, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.