CIP har store ambitioner om at vækste deres investeringer i de kommende år. Således har det danske investeringsselskab med speciale i vedvarende energi en ambition om at nå 100 mia. euro i investeringer inden 2030. Det er en mangedobling i forhold til det nuværende niveau, hvor CIP har otte fonde og omkring 16 mia. euro under forvaltning, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
- Vores ambition er at nå op på EUR 100 mia. i formue under forvaltning senest i 2030. Vi har allerede set en enorm vækst i vores portefølje, siden vi startede for otte år siden. Nu har vi sat et ambitiøst mål om at øge vores årlige investeringer i nye vedvarende energiprojekter til omkring 10 mia. euro i gennemsnit mellem 2022 og 2030. I kombination med finansiering fra banker og partnere vil vores gennemsnitlige årlige udbredelse være næsten 20 mia. euro om året i løbet af denne periode, siger Jakob Baruël Poulsen, der er Managing Partner for CIP.
CIP vil nå investeringsmålet blandt andet ved at realisere projekter, der allerede er i pipelinen. Det er projekter, der er håndgribelige og forskelligartede både rent geografisk og teknologisk. Omkring en tredjedel af projekterne kommer til at være inden for havvind, og de resterende to tredjedele vil omfatte vind- og solcelleanlæg på land samt andre teknologier såsom Power-to-X, energilagring og energiøer mm., oplyser CIP.
I øjeblikket har CIP 30 GW havvind under udvikling i sin portefølje. Power-to-X-projekter er investeringsvirksomhedens seneste satsning, og selskabet er blandt andet involveret i større projekter såsom Murchison-projektet på fem GW i Australien og Høst-projektet i Danmark på en GW.
- Vi forventer at fortsætte med at udvide vores aktiviteter både i omfang og størrelse, herunder traditionel og flydende havvind, Power-to-X, energiøer og andre grønne teknologier. Vi mener, at vi med vores unikke projekttilgang, vores team af erfarne industrifolk og vores stærke track record, er godt positioneret til at yde et væsentligt bidrag til at opfylde ambitiøse vedvarende energimål, siger Jakob Baruël Poulsen.
CIP har cirka 250 ansatte og kontorer i København, Hamborg, New York, Tokyo, Utrecht, London, Melbourne og Singapore.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.