DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

CIP fonden klar med bud på plan for brintnetværk i Danmark

Med en ny udrulningsplan for et fuldt integreret brintnetværk anviser CIP Fonden nu vejen for, hvordan brint kan blive en af Danmarks største eksportvarer til en værdi af mindst 100 mia. kroner om året.
1. JUN 2023 13.39
Brint
Power-to-X
Økonomi

Danmark står i en rigtig god position til at profitere på en kommende efterspørgsel på grøn brint og øvrige Power-to-X-brændsler, som har potentiale til at reducere de globale CO2-emissioner med 1/5 i 2050. Danmarks position gør at PtX kan blive det næste store eksporteventyr for Danmark på linje med vores vindmølleindustri.

For at være med til at skubbe på det potentiale, fremlægger CIP Fonden nu sit bud på en komplet udrulningsplan for en integreret brintinfrastruktur i Danmark med udlandsforbindelser til kernemarkeder i Tyskland, Belgien og Holland. Skal Danmark bevare den grønne førertrøje og sætte sig på et helt vitalt marked for den grønne omstilling, kræver det handling nu, lyder den klare konklusion fra CIP Fonden. 

- Klimaet kan ikke vente længere, og det er vores generations valg, om Danmark stadig forbliver det grønne foregangsland, vi i årevis har brystet os af at være. Brint kommer til at spille en nøglerolle i Europas grønne omstilling, og i Danmark har vi exceptionelt gode forudsætninger for at producere grøn brint i Nordsøen og Østersøen til konkurrencedygtige priser. Den brint vil vores nabolande stå i kø for at aftage, så med den rette infrastruktur står vi med et grønt eksporteventyr på i størrelsesordenen 100 mia. kr. om året, siger Anders Eldrup, bestyrelsesmedlem i CIP Fonden, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Derfor er det CIP Fondens klare anbefaling, at vi hurtigst muligt får vedtaget de konkrete rørforbindelser og nødvendige rammevilkår.

CIP Fonden er stiftet af seniorpartnerne i Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og etableret som en almennyttig forening, som udvikler og leverer vi konkrete projektforslag til bæredygtige løsninger på grundlæggende, strukturelle samfundsudfordringer inden for landbrug/fødevarer, digitalisering og infrastruktur.

Infrastruktur baseret på tre ben

CIP Fonden lægger op til en infrastruktur baseret på tre ben, der tilsammen sikrer en stabil produktion og energiforsyning: Nordsøen, Energiø Bornholm samt den jyske backbone. Alene i Nordsøen er potentialet for vedvarende energi så stort, at CIP Fonden anbefaler at etablere to dedikerede brint-øer, der, sammen med den statsligt besluttede energiø, kan stå for 65 procent af Danmarks samlede brintproduktion.

Meget hurtigt vil den danske produktion af brint langt overstige det indenlandske forbrug, og allerede i 2030 vil en etableret brintinfrastruktur i Jylland kunne bidrage med en energieksport på op til 10 mia. kr. om året. Derfor spiller infrastrukturens kobling til udlandet ifølge CIP Fonden en nøglerolle i udbygningen.

- Udbygningen af Danmarks brintinfrastruktur er et enormt projekt, og det er afgørende, at den kobles til andre lande, der kan aftage vores brint. Med vores udrulningsplan vil der være tale om Danmarkshistoriens største anlægsprojekt, så det er vigtigt, at dimensioneringen fra start er stor nok til at matche de fremtidige behov – ikke mindst i eksportsammenhæng. Det kræver fleksible rammer i starten, og så er der brug for, at staten påtager sig en del af den risiko, der er ved at investere i kollektiv brintinfrastrukturudbygning med lang tilbagebetalingstid, siger Charlotte B. Jepsen, ledende partner i CIP Fonden.

Omkostningerne for en fuld udbygning af en ny brintinfrastruktur i Danmark vil koste i omegnen af 130 mia. kr. over de næste 20 år.

Hele CIP Fondens rapport kan hentes her

CIP Fondens anbefalinger til udrulningen af en dansk brintinfrastruktur:

  • Danmark skal satse på brintmarkedet nu og investere i en sammenhængende infrastruktur
  • Udbygningen skal fokusere på udlandsforbindelser og offshore-forbindelser, da størstedelen af vores eksport vil komme fra Nordsøen og Østersøen
  • Den nye brintinfrastruktur skal bygges og dimensioneres til fremtidens behov
  • Etableringen kræver fleksible rammer i starten og understøttende vilkår fra staten, som påtager sig en del af risikoen
  • Brintinfrastrukturen skal udbygges i etaper, der kan stå alene og ikke er afhængige af fremtidige beslutninger
  • Der skal træffes beslutninger om kommende forbindelser og tilrettelægges godkendelsesprocesser nu, så der ikke spildes tid på unødig sagsbehandling

Kilde: CIP Fonden

amp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ptx/artikel/cip-fonden-klar-med-bud-paa-plan-for-brintnetvaerk-i-danmark

GDPR