
Et nævningeting i den amerikanske delstat Louisiana har dømt olieselskabet Chevron til at betale over 744 mio. dollar – svarende til ca. 5,2 mia. kr. – i erstatning for omfattende miljøskader på kystens sumpområder. Det skriver tyske Spiegel.
Det er den første dom i en sag, der udspringer af i alt 42 søgsmål anlagt for omkring 12 år siden. Ifølge retten har Chevrons datterselskab Texaco i årtier overtrådt statens miljøregler ved at grave kanaler, bore efter olie og lede store mængder spildevand ud i vådområderne. Oliekoncernen har varslet, at den vil anke dommen.
Ifølge den amerikanske geologiske myndighed U.S. Geological Survey er Louisianas kystvådområder blandt de mest truede i hele USA. Mellem 1932 og 2016 er der forsvundet mere end 4.800 kvadratkilometer land – omtrent en fjerdedel af områdets oprindelige areal.
En væsentlig årsag er, ifølge NGO’en Lowlander Center, de mange kanaler, der er blevet gravet som transportveje til olie- og gasplatforme i Den Mexicanske Golf. Kanalerne forstyrrer det naturlige vandløb og gør kystområderne sårbare ved stormfloder, da havvandet nemt kan trænge ind over land.
Siden 1978 har det været lovpligtigt for energiselskaber i Louisiana at rydde op efter sig. Det betyder blandt andet, at områder skal renses for forurening, reetableres og så vidt muligt føres tilbage til deres oprindelige tilstand.
Konkret drejer sagen sig om et søgsmål, som kommunen Plaquemines i det sydøstlige Louisiana anlagde i 2013. Her krævede kommunen 2,6 mia. dollar i erstatning. Retten har nu tilkendt kommunen 575 mio. dollar for tabt land og yderligere 161 mio. dollar for forurening – svarende til i alt ca. 5,2 mia. kr. Flere af de øvrige sager verserer stadig, herunder 20 mod andre olieselskaber.
jel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.