DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Canada søger koordineret modsvar mod Trumps varslede toldsatser

Canadas udenrigsminister vil denne uge tale med repræsentanter for EU om reaktion på Trumps toldsatser.  
28. JAN 2025 11.59
Internationalt
Politik
Økonomi

Canada forsøger at samle EU, Storbritannien og Mexico om et koordineret modsvar på de toldsatser, som USA's præsident, Donald Trump, har varslet på varer fra landene. Det siger den canadiske udenrigsminister, Melanie Joy, mandag.

Til journalister i den canadiske hovedstad, Ottawa, fortæller ministeren, at hun har været i kontakt med Mexicos udenrigsminister, og at hun denne uge vil række ud til britiske embedsmænd og repræsentanter for de 27 EU-lande.

- Det centrale i mine samtaler med briterne og europæerne vil være, hvordan vi skal reagere på toldsatserne. Vores tilgang er, at det er noget, som skal koordineres, siger hun.

Trump har lovet at indføre told på varer fra Mexico og Canada, hvis ikke landene gør mere ved illegal indvandring og strømmen af fentanyl til USA.

Få timer efter Trump mandag i sidste uge blev taget i ed som præsident, sagde han, at han overvejer en toldsats på 25 pct. på varer fra de to lande, og at toldsatsen muligvis allerede ville blive indført 1. februar.

Også told-trusler mod EU

I sidste uge sagde præsidenten desuden, at han mener, at der er en bekymrende ubalance i handlen mellem USA og EU, at varer fra EU ville blive pålagt told. Han har hverken nævnt, hvor høj toldsatsen på varer fra EU vil blive, eller hvornår han planlægger, at ændringen skal træde i kraft. Intet er dog sikkert endnu, og Trump har endnu ikke underskrevet et dekret om toldsatserne.

Den canadiske udenrigsminister opfordrer mandag desuden til øget samhandel mellem Canada og EU. Det skal ske for at mindske afhængigheden af det amerikanske marked. Onsdag skal Joy mødes med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, i USA. Hun håber fortsat på, at Canada kan undgå toldsatserne.

- Vores mål er at forhindre told, og vi tror på, at det kan lade sig gøre, og at diplomatiet vil fungere, siger hun.

Canadas minister for offentlig sikkerhed, David McGuinty, siger mandag, at mindre end en procent af den illegale indvandring og fentanyl, der kommer ind i USA, stammer fra Canada.


/ritzau/AFP

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ccs/artikel/canada-soeger-koordineret-modsvar-mod-trumps-varslede-toldsatser

GDPR