
Den russiske invasion af Ukraine for snart to år siden var et wakeupcall for lande i hele Europa. Russisk gas kunne man ikke længere regne med, og det stod klart, at energiforsyningen i mange tilfælde var for usikker.
Den usikkerhed har den britiske regering lige siden invasionen arbejdet for at mindske. Man skal stå mere på egne ben, så priserne ikke risikerer at slå alt for meget ud, når der for eksempel udbryder krig.
Torsdag fremlagde regeringen seneste skridt på vejen mod øget energisikkerhed. Mere atomkraft er vejen frem, lyder det. Storbritannien må "aldrig igen blive holdt som gidsel af energityranner som Vladimir Putin", siger energiminister Claire Coutinho i en erklæring.
Vil firedoble kapacitet
Den konservative regering planlægger derfor landets "største udvidelse af atomkraft i 70 år". Det betyder blandt andet, at der skal findes plads til endnu et atomkraftværk, der er så stort, at det kan sikre strøm til seks millioner hjem.
Der skal dertil bygges en række atomreaktorer, så de i 2050 kan producere 24 GW. Det er fire gange så meget som i dag og svarer til en fjerdedel af Storbritanniens samlede strømbehov. Ifølge premierminister Rishi Sunak er atomkraft den rette vej frem.
- Atomkraft er den perfekte modgift til de energiudfordringer, som Storbritannien står overfor. Det er grønt, billigt på lang sigt og vil sikre Storbritanniens energisikkerhed på lang sigt. Det er næste skridt i vores forpligtelse til atomkraft, som sætter os på kurs mod at opnå nettonuludledning i 2050 på en balanceret og bæredygtig måde, siger han i en pressemeddelelse.
Kritikere: Der er bedre alternativer
Ikke alle deler den britiske regerings begejstring for planen, der mødes med skepsis fra flere sider. Opførelsen af atomkraftværker i Storbritannien har en historik med at være plaget af forsinkelser og blive dyrere end planlagt.
Derfor ville det være klogere at bruge pengene på billigere, vedvarende energikilder som vind og sol, lyder kritikken. Det fremhæves også, at pengene ville være bedre givet ud på at forbedre isoleringen i britiske hjem og dermed mindske energibehovet.
- Historien med atomkraft viser os, at det er dyrt, og at det normalt er sværere, mere kompliceret og tager længere tid at bygge end forventet, siger Simon Cran-McGreehin fra klimatænketanken Energy & Climate Intelligence Unit til Sky News.
Seneste atomkraftværk er fordyrret og forsinket
Storbritannien er i forvejen ved at bygge et andet stort atomkraftværk. Det skal sikre strøm i seks millioner hjem. Prisen på det er ifølge Sky News steget til 286 mia. kr., hvilket er 130 mia. kr. mere end oprindeligt aftalt. Derudover bliver det tidligst færdigt i september 2028 - tre år senere end planlagt.
Atomkraft udleder ikke CO2. Og ifølge Simon Cran-McGreehin er "alt, hvad der hjælper os til at komme væk fra gas og drivhusgasudledninger, godt".
- Men der er helt sikkert alternativer, som er billigere og nemmere at udrulle. Vi ved, at vedvarende energikilder er billigere og mere effektive og kan blive udrullet med det samme, siger han.
Storbritannien har i øjeblikket ni funktionelle atomreaktorer placeret fem forskellige steder.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.