DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Rishi Sunak lover at være "pragmatisk og proportionel" i sit standpunkt, der ses som et forsøg på at skelne hans konservative parti fra Labour. (Arkivfoto).
Peter Cziborra/Ritzau Scanpix

Britisk premierminister støtter mere olie- og gasefterforskning

I et forsøg på at adskille sig fra oppositionen bakker Rishi Sunak op om olie- og gasudvinding i Nordsøen.  
31. JUL 2023 8.22
Gas
Internationalt
Olie
Politik

Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, bakker op om at efterforske nye olie- og gasfelter ud for den britiske kyst. Det siger han i et interview lørdag med avisen Sunday Telegraph.

Standpunktet vil utvivlsomt blive mødt med modstand fra miljøforkæmpere, der anklager den britiske leder for at ofre klimapolitikken og lefle for vælgere, der er utilfredse med de stigende leveomkostninger.

Men Rishi Sunak lover at være "pragmatisk og proportionel" i sit standpunkt, der ses som et forsøg på at skelne hans konservative parti fra Labour. Venstrefløjen er ifølge meningsmålinger tæt på at kunne overtage magten ved næste valg efter over et årti i oppositionen.

- Det giver absolut ingen mening, som Labour foreslår, at bandlyse olie og gas fra Nordsøen. Det kommer til at svække vores energisikkerhed og styrke diktatorer som Putin (Ruslands præsident Vladimir Putin, red.), siger Rishi Sunak.

- Men det kommer også til at true både 200.000 jobs på tværs af cirka 30 sektorer i økonomien og 80 milliarder pund i skatteindtægter.

Vil støtte energiindustrien

Beløbet svarer til knap 700 milliarder kroner. Rishi Sunak, der blev premierminister i oktober, fortæller, at hans tilgang er at "støtte den britiske energiindustri". Yderligere advarer han tilsyneladende i interviewet om, at det handler om at holde lysene tændt på tværs af Storbritannien.

- Enhver fornuftig person anerkender, at vi har brug for de fossile brændstoffer for at komme til netto-nuludledning, lyder det.


I de seneste dage har den britiske regering dog foreslået en række lempelser af klimapolitikken og udtrykket tvivl om landets mål om at opnå netto-nuludledning.

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg kaldte fredag den britiske regering for "ude af trit med virkeligheden", efter at energiministeren, Grant Shapps, sagde, at man ville maksimere reserverne i Nordsøen.

I et nyligt studie fra organisationen World Weather Attribution lyder det, at de hedebølger, som dele af Europa og Nordamerika oplever denne sommer, med stor sandsynlighed ikke ville have fundet sted uden menneskeskabte klimaforandringer, som især fossile brændstoffer giver næring til.


/ritzau/AFP
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/britisk-premierminister-stoetter-mere-olie-og-gasefterforskning

GDPR