DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Branche: Historisk elauktion bør speede udbud af vind op

Branchedirektør Jan Hylleberg mener at udbuddet af havvindparken Thor bør mane til politisk eftertanke.  
2. DEC 2021 8.34
Offshore
Økonomi

Det er aldrig sket før, at staten får penge for at lade et energiselskab opføre en vindmøllepark herhjemme. I hvert fald ikke før Thorauktionen.

Her vandt tyske RWEs selskab Thor Wind Farm I/S - i hård konkurrence med blandt andre Ørsted - retten til at opføre havvindmøller med en samlet kapacitet på en GW ud for den jyske vestkyst.

Normalt har staten skullet betale energiselskaberne for at få mere grøn strøm, men denne gang flyder pengene den anden vej. RWE forventes således at lægge 2,8 mia. kr. for retten til at omdanne dansk vind til elektricitet.

Og det bør få konsekvenser for det tempo, som de danske havvindparker udbygges i. Det mener Jan Hylleberg, der er direktør for brancheforeningen Wind Denmark.

- Når der er så mange selskaber, der har været villige til at betale staten for at opføre havvindmøller, så skal vi gentænke modellen, som den ser ud i dag, siger han og fortsætter:

- I stedet for at udbyde parkerne én ad gangen må det kunne lade sig gøre at udbyde flere samtidig. Så kan flere komme til fadet, og så kan vi bedre udnytte de vindressourcer, vi har. Ikke kun til at dække vores eget forbrug, men også forbruget i andre lande, hvor de gerne vil sætte fart i den grønne omstilling, siger han.

Processen skal gå hurtigere

Også Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, mener, at man bør tage konsekvensen af den store interesse.

- Der er brug for at se på, hvordan man kan gennemføre udbuddene hurtigere, så man også kan agere hurtigere, når det viser sig, at efterspørgslen stiger mere end ventet, siger han.

Ifølge Brian Vad Mathiesen kan det ske ved, at man trimmer de administrative procedurer og for eksempel igangsætter VVM-undersøgelser, inden man har fundet en vinder af et udbud.

Og så handler det om, at man bliver endnu bedre til at afklare og kortlægge muligheder for at afsætte strømmen på andre markeder end det danske. På samme måde bør fremtidige datacentre placeres tæt på de steder, hvor strømmen produceres, så man ikke skal transportere den alt for langt.

- Det ændrer ikke ved det fantastiske i, at det kan lade sig gøre at opføre havvindparker uden statsligt tilskud, men det betyder altså ikke, at statens rolle er udspillet, siger han.


Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/branche-historisk-elauktion-boer-speede-udbud-af-vind-op

GDPR