DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Vindmøller vest for Lem i Ringkøbing-Skjern Kommune. (Arkivfoto.)
Johan Gadegaard, Ritzau Scanpix

Borgmester tror på at de næste fem møller bliver de sidste i Ringkøbing-Skjern

I stedet skal der opstilles mere solkraft i kommunen.
18. MAJ 2022 12.51
Energi
Onshore

RINGKØBING-SKJERN: Der er god plads i det vestjyske. I runde tal bor én procent af Danmarks befolkning i Ringkøbing-Skjern Kommune på trods af, at den er Danmarks største målt på areal. 

Den megen plads har kommunen i stor stil været villig til at bruge til at opstille vindmøller, og kommunen lægger jord til ti pct. af Danmarks elproduktion fra vindmøller, og er dermed den kommune i Danmark, hvor der er opstillet mest vindenergi.

Men nu får andre kommuner muligheden for at hale ind, for kommunens borgmester, Hans Østergaard (V), regner med, at det snart er slut mere flere nye møller. Det siger han i et interview bragt på Green Power Denmarks hjemmeside.

- Jeg regner med, at vi også får fem testmøller i den sydlige del af kommunen. Medmindre der dukker noget nyt op, ser vi ikke flere møller for os udover måske lidt udskiftning. En del af mine kolleger i kommunalbestyrelsen mener, at vi er ved at have nok. Vi har taget vores andel, siger Hans Østergaard.

Satser på solceller

Kommunen har ellers et 14 år gammelt mål om 100 pct. selvforsyning med grøn energi senest i 2020 (affald, landbrug og skovbrug undtaget). Det har man ikke nået af forskellige årsager. I stedet satser man nu på at nå det senest i 2024, oplyser borgmesteren.

Det missede mål skyldes bl.a., at planer om nye vindmøller er en varm kartoffel. Under kommunalvalgkampen i fjor var der eksempelvis kraftige markeringer fra borgere i forhold til et projekt i Lem Kær, hvor Vestas og en række partnere vil erstatte 11 møller på 150 meter med otte nye på mellem 200 og 270 meter. Sammen med Skovgaard Invest og Energicenter Nord har Vestas en plan om, at de nye møller skal indgå i et testcenter for Power-to-X. 

- Planlægningen for Lem Kær fortsætter. Jeg mener, at det er et rigtigt projekt, der kan vise, hvordan vindmøller, solceller, lagring og Power-to-X kan spille sammen, siger Hans Østergaard.

For at nå selvforsyningsmålet vil kommunen nu i stedet satse på solenergi.

- Solcelleparker bliver det nye store bidrag til målet om 100 procent selvforsyning, fastslår Hans Østergaard.

Ringkøbing-Skjern Kommune har vedtaget planlægning af 350 hektar til solcelleparker, og 245 hektar mere er på vej. Ifølge borgmesteren er byrådet villig til at planlægge cirka 2.000 hektar.

amp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/borgmester-tror-paa-at-de-naeste-fem-moeller-bliver-de-sidste-i-ringkoebing-skjern

GDPR