
Vindmøller og solceller skyder op i landskabet, og vedvarende energi spiller en central rolle i at udfase olie og gas og få bremset den globale opvarmning. Der købes elbiler og installeres varmepumper, men ikke alle områder kan lige elektrificeres. Eksempelvis lange flyrejser, som kræver for store batterier.
En del af løsningen findes måske i Kassø vest for Aabenraa, hvor landets første fuldskala PtX-anlæg åbner i det nye år. Det er en teknologi, hvor vedvarende energi - her særligt fra en solcellepark - konverteres til andre former for energi, som kan blive til grønne brændstoffer.
Ifølge Jakob Kibsgaard, der er professor ved Danmarks Tekniske Universitet, kommer PtX til at spille en vigtig rolle i den grønne omstilling.
- Fly- og skibstrafikken samt vores industri kommer langt hen ad vejen til at forlade sig på Power-to-X. Der er ingen vej udenom, siger han.
Via processen elektrolyse kan den grønne strøm bruges til at spalte vand til ilt og brint, som kan bruges direkte som brændstof. Det er et område, som politikerne satser stort på. For nylig fik seks projekter del i en pulje på 1,25 milliarder til at kickstarte produktionen. Interessen var dog langt større, hvilket skabte glæde hos klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).
- I dag er en stor dag, hvor vi får sat endnu mere gang i det danske brinteventyr, lød det fra ministeren i oktober. Det er klimahandling, der kan hjælpe både Danmark og vores europæiske naboer af med fossile brændsler som kul, gas og olie og bringe os nærmere klimamålene.
European Energy har mange projekter på vej
European Energy, der står bag PtX-anlægget i Kassø, fik del i pengene - blandt andet til et anlæg i Padborg, som skal være tre gange større end det i Kassø.
- Derudover har vi en række planer for projekter i blandt andet USA, Brasilien og Australien, siger selskabets PtX-chef, Emil Vikjær-Andresen, i en kommentar.
Brint kan konverteres til andre brændstoffer - eksempelvis ammoniak, hvis der tilføres kvælstof, og e-metanol, hvis der tilføres CO2. Det sidste satser danske A.P. Møller-Mærsk stort på, og rederiet skal da også aftage en stor del af den e-metanol, som anlægget i Kassø skal producere.
Aktuelt er der dog for lidt på markedet, hvis skibs- og flytrafik skal væk fra fossile brændsler. Og der er også andre udfordringer. For det første spilder man energi, når det omdannes, hvilket gør det dyrt.
Stor tro på teknologien
Samtidig skal CO2'en komme et sted fra. Her ville det bedste ifølge Jakob Kibsgaard være at hive det ud af luften, men det kræver meget energi.
I stedet kan det indfanges fra skorstene på kraftværker. Det ender stadig i atmosfæren, men bruges i det mindste én gang til inden. Det er dog et dilemma, da vi også har planer om at gemme det væk i undergrunden, så vi undgår, at det får temperaturen til at stige.
Anlægget i Kassø er ifølge Jakob Kibsgaard et lille skridt, men tiltroen er stor:
- Det er kun et lille skridt, men det er klart, at man er nødt til at demonstrere, at det kan lade sig gøre, før man virkelig får det skaleret op.
Den første metanol på anlægget i Kassø ventes at blive produceret til sommer.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.