Californien er den seneste tid blevet hærget af et ekstremt vejr, hvor flere er omkommet. Torsdag lokal tid besøger præsident Joe Biden dele af den amerikanske delstat, og her omtaler han klimaforandringerne.
- Hvis nogen er i tvivl om, at klimaet er ved at ændre sig, så må de have sovet i løbet af de sidste par år, siger han.
Californien har i løbet af tre uger været ramt af voldsomme storme, der har forvoldt store oversvømmelser, væltende træer og jordskred. Mindst 20 personer er omkommet. Under sin tur har Biden blandt andet besøgt indbyggere og virksomhedsejere langs havnefronten i Capitola, der ligger i det nordvestlige Californien. Her ligger kajen i ruiner.
Den amerikanske præsident har også fået en helikoptertur over de andre stormramte steder i Santa Cruz County. Her har tusindvis af beboere været tvunget til at blive evakueret.
Joe Biden erklærede i weekenden, at Californien er ramt af en større katastrofe. Han gav de føderale myndigheder ordre til en massiv indsats i de områder, der bliver ramt af vinterstorme, oversvømmelser og jordskred.
Præsidentens udmelding betød, at alle berørte kan bede myndighederne om hjælp til indkvartering og erstatning. Biden rejser sammen med Deanne Criswell, der er leder af USA's nationale katastrofeberedskab (Fema). Ifølge hende viser tidlige vurderinger, at der er sket ejendomsskader for flere hundrede millioner af dollar. Det forventes at stige, efterhånden som der bliver lavet yderligere vurderinger.
- Californien har virkelig oplevet nogle hidtil usete storme, siger hun.
I løbet af stormene har 200.000 af Californiens indbyggere også oplevet at stå uden elektricitet, da kraftige vinde påvirkede delstatens elnet.
/ritzau/Reuters
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.