
Better Energy har netop fået tilladelse til at anlægge en solcellepark ved Viuf og Håstrup i Kolding og Vejle kommuner. Ifølge Better Energy, der står bag solcelleparken, udskiller projektet sig på flere måder. Bl.a. er solcelleparken speciel i dens ambitioner og skala for lokal værdiskabelse idet 129 af de samlede 347 hektar skal anvendes til naturgenopretning, stisystemer, genetablering af vandløb og rekreative områder.
Desuden har lokalområderne ved Viuf og Håstrup været meget involveret allerede tidligt i udviklingsprocessen, både i form af generelle borgermøder og i form af individuelle møder med naboer og lokalrådsrepræsentanter. Samtalerne har i høj grad handlet om at finde frem til lokale løsninger, der kunne opnå bred opbakning.
- Det er en stor forandring af området, så det er vigtigt, at vi får værdi ud af det lokalt. Derfor besluttede vi i både Viuf og Håstrup Medborgerforeninger tidligt, at vi ville gå ind i en konstruktiv dialog, i stedet for at gå på barrikaderne. Der er stadig nogen, der aldrig kommer til at bakke op, men jeg oplever, at den generelle stemning er rigtig positiv, fordi vi får sat vores lokale aftryk på så mange ting, siger formand for Viuf Medborgerforening, Nicolai Asmussen.
Dialogen har bl.a. resulteret i, at de lokale har været idémænd bag de tiltag, der er endt med at blive centrale i projektet. Og lokalforankring er nøglen til succes understreger udviklingsdirektør i Better Energy, Esben Billeskov.
- Forudsætningen for udvikling af initiativer og tiltag i solparker, hvor området bliver brugt til flere formål er, at de er opstået og skaber værdi lokalt. Og vi opnår kun grøn omstilling i skala, hvis vi kan sikre lokal opbakning, siger han.
Kolding Kommunes borgmester glæder sig ligeledes over fokusset på inddragelsen af lokalbefolkningen.
- Vi er i Kolding byråd optaget af at gennemføre den grønne omstilling i dialog med vores lokalområder, så projekterne også giver noget tilbage lokalt. Det glæder mig, at processen i Viuf demonstrerer, hvordan den lokale dialog ikke alene kan bidrage med at forebygge de værste knaster i udbygningen, men også med konkrete indspil til, hvordan projekterne kan sikre forbedringer indenfor rekreative muligheder, grundvandsbeskyttelse, biodiversitet, færdselssikkerhed mv., siger Knud Erik Langhoff (K), borgmester i Kolding kommune.
Parken er bl.a. blevet til virkelighed som følge af en større elkøbsaftale, som Telenor og Telia underskrev i 2022 med Better Energy. Aftalen sikrer tilførelse af ny grøn strømproduktion til det danske elnet, når parken forventes at stå færdig ved udgangen af 2024. Selskaberne vil herefter over en tiårig periode aftage 125 GWh om året – eller omkring halvdelen af parkens forventede produktion – hvilket dækker ca. 75 pct. af strømforbruget til selskabernes mobilnetværk i Danmark.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.