
De ansatte ved Grundfos i Bjerringbro, der er på arbejde tirsdag, har fået fri med løn til at tage afsked med den nu afdøde mangeårige koncernchef i Grundfos Niels Due Jensen.
Han skal begraves klokken 14.00 fra Bjerringbro Kirke. Men inden da kører ligfølget fra det gods, hvor han boede, til Bjerringbro og forbi flere af Grundfos' afdelinger i byen. Det skriver TV Midtvest.
Billeder viser mange af de ansatte, der er stimlet sammen udenfor, mens rustvognen kører forbi. Optoget kørte først fra Niels Due Jensens hjem ved familiegodset Ormstrup Gods og videre til Sahls Kirke, hvor han var fast kirkegænger.
Ifølge TV Midtvest lagde Niels Due Jensen have til en udendørs gudstjeneste på Ormstrup Gods tre uger før sin død. Ruten går også forbi hans barndomshjem.
I alt er der cirka 4000 Grundfos-ansatte i Bjerringbro.
Mr. Grundfos
Niels Due Jensen, der var søn af Grundfos-grundlægger Poul Due Jensen, afgik ved døden torsdag 12. september i en alder af 81 år. Han er blevet kaldt Mr. Grundfos, da han har brugt det meste af sit liv i Grundfos.
Virksomheden blev grundlagt, da Niels Due Jensen var knap to år gammel, og som ung gik han i 1960 i lære som maskinarbejder i virksomheden.
I 1977 blev han koncernchef. En stilling, han bestred frem til 2003, hvorefter han blev formand for koncernbestyrelsen frem til 2011. Herefter blev han formand for den primære ejer af Grundfos - Poul Due Jensens Fond. Han trak sig i 2018 på grund af sygdom.
Grundfos har lige knap 20.000 ansatte i hele verden og producerer pumper og -systemer i alle afskygninger - blandt andet til vandforsyning.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.