DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Her ses et par af dem, der har været i fokus på klimatopmødet. De to til venstre er danskere - Inger Andersen, direktør for FN's Miljøprogram, og minister for global klimapolitik Dan Jørgensen (S). Ved siden af ses COP-formand Sultan al Jaber og USA's særlige klimaudsending, John Kerry.
Ali Haider/Ritzau Scanpix

Analyse tager luften ud af klimaløfter i Dubai

Løfter, der er givet ved klimamødet COP28, er ikke nok til at få os på kurs mod internationalt klimamål, viser analyse. Søndag brugte formanden særligt værktøj.  
10. DEC 2023 20.38
Internationalt
Klima
Politik

Det er ikke, fordi der mangler store ord og løfter, når statslederne ankommer til FN's årlige klimakonferencer. Årets udgave i Dubai er ingen undtagelse.

Cirka 130 lande har underskrevet en erklæring om at tredoble kapaciteten i vedvarende energi og fordoble den årlige sats for energieffektiviseringer.

Flere virksomheder har samtidig tilsluttet sig et løfte om at skrue ned for deres udledning af drivhusgassen metan, der er langt mere potent end CO2.

Men hvis nogen var i tvivl om, at der er brug for mere handling på mødet, var Det Internationale Energiagentur søndag klar med en påmindelse. Ifølge agenturets analyse er løfterne slet ikke nok til at nå de internationale mål.

De viser kun vejen til 30 procent af de reduktioner i udledningen af drivhusgas relateret til energi, som kan få os på vej mod at begrænse stigningen i de globale temperaturer til 1,5 grader i forhold til før industrialiseringen.

Det er den mest ambitiøse del af målet i Paris-aftalen, der blev indgået til stor jubel af verdens lande i 2015. Til årets klimatopmøde, der er på vej ind i slutfasen i Dubai, bliver verdens indsats for første gang evalueret.

Forhandlinger på vej i "for længet spilletid"

COP28, som klimatopmødet hedder, skal efter planen slutte tirsdag. Men FN's årlige klimakonferencer har tradition for at gå i forlænget spilletid.

Søndag opfordrede den tyske chefforhandler, Jennifer Morgan, COP-formand Sultan al Jaber til at presse på for den "mest ambitiøse" aftale.

- COP-formandskabet har gentaget mange gange, at de er her for at facilitere en ambitiøs beslutning, sagde hun til ifølge AFP.

Søndag overtog formandskabet det primære ansvar for forhandlingerne, og på et kort pressemøde understregede Jaber, at der skal fart på nu.

- Tiden er kommet til at skifte gear og levere, lød det til pressen.

Han indkaldte derfor ministre til et arabisk rundkredsmøde - et "majlis", der normalt er en form for råd, hvor ledere mødes for at udveksle synspunkter.

Fossil enegis fremtid splitter

Det er særligt spørgsmålet om udfasning af fossil energi, der deler landene. Flere lande vil have, at de fossile brændslers fremtid nævnes i den aftale, som alle de knap 200 lande slutteligt skal sige god for.

Der er dog strid om hvert et ord. Skal brugen skrues ned? Udfases helt? Og er det okay at fortsætte brugen, hvis CO2'en herfra indfanges og gemmes i jorden?

Tidligere på ugen opfordrede Opec, olielandenes organisation, sine medlemmer til at afvise enhver omtale af fossile brændsler i den endelige aftale.

Jabers "majlis" ser ikke ud til at have løst de store knuder, som altså skal være på plads om ganske få dage, før mødet kan slutte som aftalt. Ved rundkredsmødet holdt både Saudi-Arabien og Irak - to store olielande - ifølge nyhedsbureauet AFP fast i deres indvendinger imod, at en sådan tekst om fossile brændstoffer fandt vej til aftalen.

Fra midten af rundkredsen lukkede Jaber mødet med en klar opfordring:

- Vi er nu i slutfasen. For at levere det meget balancerede, ambitiøse resultat, vi har brug for, har vi brug for, at I handler som forandringsskabere.

Et nyt aftaleudkast fra formandskabet ventes tidligt mandag morgen.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/analyse-tager-luften-ud-af-klimaloefter-i-dubai

GDPR