
De danske klimaambitioner har måske aldrig været større. Tirsdag har regeringen i sin 2030-plan "DK2030 - Danmark rustet til fremtiden" fremrykket sine klimamål for Danmark. Ambitionen er stadig at leve op til reduktionsmålene for 2025 og 2030. Men i den nye plan har regeringen blandt andet fremrykket ambitionen om et klimaneutralt samfund til 2045.
Derudover har regeringen sat et nyt mål om, at Danmark skal optage mere CO2, end vi udleder, i 2050. Med 2030-planen afsættes der en ny reserve på 4,25 mia. kr., som skal anvendes til at investere yderligere i den grønne omstilling og i at udvikle velfærden midler af til grøn omstilling og klima.
Men fremrykkede klimamål betyder at behovet for kvalificeret arbejdskraft stiger. Det viser en viser en ny analyse lavet af ingeniørvirksomheden Cowi for Dansk Metal, 3F Industri og Dansk Industri.
Ifølge analysen skal der nemlig bruges 15.000 fuldtidsmedarbejdere i industrien hvert år frem til 2035, hvis industrien skal kunne følge med den efterspørgsel, der følger med den grønne omstilling. Det svarer samlet til 195.000 årsværk frem mod 2035,
Mindst halvdelen bør være faglærte medarbejdere. Derfor er der behov for at prioritere industriens uddannelser, mener Kim Graugaard, vicedirektør i Dansk Industri.
- Industriens uddannelser står helt centralt i den grønne omstilling, og derfor er det afgørende, at vi får vendt den nuværende nedadgående spiral i antallet af elever, siger han og fortsætter:
- Vi er nødt til at kigge på balancen mellem erhvervsuddannelser og gymnasier. I dag tager næsten fire ud ti studenter hul på deres tredje sabbatår. Det er et tegn på, at de unge skal rykke tættere på erhvervslivet, hvor der virkelig er brug for dem. Og det kan man på erhvervsskolerne. Her er man tættere på jobmarkedet og kan tydeligt se sine muligheder.
Behover for andet end penge til erhvervsuddannelserne
Derfor er alle tre organisationer meget glade for den saltvandsindsprøjtning, regering har lagt op til at give erhvervsskolerne i deres finanslovsforslag. Industriens uddannelser har i mange år lidt under manglende investeringer. Derfor vil pengene falde på et tørt sted, hvis de lander på industriens uddannelser. Men penge alene er ikke nok, hvis industrien skal i mål med politikernes grønne ambitioner.
- Det er selvfølgelig positivt og tiltrængt, at erhvervsskolerne får tilført flere penge, men det er helt afgørende, at vi fortsætter kampen for, at flere unge vælger den faglærte vej. Politikerne vedtager i disse år mange store planer for den grønne omstilling. De kommer dog til at blive liggende på skrivebordet, hvis vi ikke vi får udlært de smede, der skal svejse fjernvarmen, de industriteknikere, der skal lave vindmøllerne og de tusindvis af andre faglærte, der er behov for, hvis planerne skal føres ud i livet, siger Claus Jensen, forbundsformand for Dansk Metal.
Selvom analysen viser, det er ikke-faglærte, smedeuddannede og en række andre industriuddannelser, vi har størst behov for frem mod 2035, så er der brug for alle de kræfter, industrien kan få.
For kaster man blikket på, hvordan for eksempel en vindmølle bliver fremstillet, vil man hurtigt se, at medarbejdernes fagligheder spænder bredt og hænger uløseligt sammen. Her står smedene blandt andet for at svejse dele til møllehusene, mens det er den specialiserede ikke-faglærte og kompositoperatøren, der side om side laver og former vingerne.
Derfor er det ifølge de tre organisationer heller ikke nok, kun at fokusere på erhvervsuddannelserne. Hvis vi skal sikre kvalificeret arbejdskraft, skal der også fokuseres på vores arbejdsmarkedsuddannelser.
- Politikerne har planlagt klimainvesteringer, for hvad der svarer til 20 Storebæltsbroer, men ikke tænkt over, hvem der skal producere dem. Det skal blandt andet mine medlemmer i 3F industri. Men det kræver et stærkere AMU-system, så kollegerne kan tilegne sig de rigtige kompetencer løbende, siger Mads Andersen, formand for 3F Industri.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.