
En række demonstranter har tirsdag morgen igen indfundet sig ved regeringskvarteret i den norske hovedstad, Oslo. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Demonstranterne, der blandt andre inkluderer den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, har siden torsdag været til stede i området.
Torsdag var det 500 dage siden, at den norske højesteret afgjorde, at to vindmølleparker på halvøen Fosen i Trøndelag er opført ulovligt, fordi de krænker samernes ret til kulturudøvelse. Anlægget står dog fortsat.
Tirsdag siger en af demonstranterne, den 24-årige norsk-samiske musiker Ella Marie Hætta Isaksen, at de ikke har tænkt sig at stoppe foreløbigt.
- Vores plan er at lukke ned for staten, og det holder vi fast i. Vi kommer til at lukke ministerium efter ministerium, indtil vindmøllerne på Fosen er revet ned, siger Ella Marie Hætta Isaksen til NTB.
Udvidder blokade til Finansministeriet
Der var fra torsdag og frem til natten til mandag demonstranter i det norske olie- og energiministerium. Demonstranterne blev herefter fjernet, men i løbet af dagen mandag fortsatte de uden for olie- og energiministeriet.
Tirsdag er demonstrationerne så blevet udvidet til blandt andet også at foregå foran finansministeriet. Her bliver indgangen blokeret.
- Vi har i dag lukket et nyt ministerium. Der sidder allerede en gruppe og blokerer indgangen til finansministeriet. Der står også en gruppe med en masse forvirrede finansfolk, som ikke kommer på arbejde, siger Ella Marie Hætta Isaksen.
De ansatte i finansministeriet er tirsdag morgen blevet bedt om at arbejde hjemmefra. Det oplyser kommunikationschef Tor Borgersen til NTB.
Foruden gruppen ved finansministeriet sidder der ifølge NTB mellem 40 og 50 demonstranter ved olie- og energiministeriet. Der sidder yderligere 30 til 40 demonstranter andre steder i området.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.