
Vilkårene, der skal realisere en firedobling af den samlede elproduktion fra sol og vind på land frem mod 2030, er faldet på plads. Således har et bredt flertal i Folketinget tirsdag præsenteret en ny aftale, som blandt andet fastsætter, at staten på baggrund af løbende ansøgningsrunder vil kunne udpege konkrete arealer til større energiparker.
- Fremover får vi brug for meget mere el til elbiler, varmepumper og til erhvervslivet. Lige nu går det for langsomt med vedvarende energi på land, så jeg er glad for, at så mange partier tager ansvar for at få sat både mængden og farten op, siger klima-, energi og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i en pressemeddelelse.
Men for at projekter ikke forsinkes på grund af restriktioner i forhold til eksempelvis miljøet, vil der i foråret 2024 blive fremsat en ny lov, som skal tildele energiparker særlige vilkår.
Af aftalen fremgår det, at loven skal lempe hensyn til arealbeskyttelse og dermed gøre det nemmere og hurtigere at få tilladelser og dispensationer til opstilling af vedvarende energi.
- Danmark er et lille land, og der er rift om pladsen. Derfor må vi acceptere, at nogle vindmøller eller solceller skal placeres i nærheden af naturarealer. Men vi går ikke på kompromis med sårbare naturområder, og vi tager vidtgående hensyn til naturen og miljøet, når der skal etableres energiparker, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).
Vil optage med end dobbelt så meget areal
Samlet vil en firedobling af produktionen kræve op mod 1,3 pct. af Danmarks landareal mod omkring 0,5 pct. i dag. De naboer og lokalsamfund, der bidrager med arealer til energien, skal ifølge aftalen kunne mærke de økonomiske gevinster ved vindmøller og solceller.
Partierne, der ud over regeringen tæller SF, De Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet, er derfor enige om en markant forøgelse af blandt andet kompensationsordningen grøn pulje. I alt kommer omkring 2,5 milliarder kroner til at gå til naboer og lokalsamfund.
- Vi har alle et ansvar for den historiske omstilling til grøn energi. Men vi skal sikre, at naboer til kommende energiparker bliver kompenseret ordentligt for det ansvar, de løfter. Derfor er jeg selvfølgelig glad for, at vi med aftalen sikrer bedre kompensation lokalt. Både med højere kontante gevinster til naboerne og med ekstra midler til tiltag i lokalområdet. De nye energiparker er samtidig en god mulighed for at skabe udvikling og flere arbejdspladser lokalt, siger minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V).
Der skal også være mulighed for at kombinere parkerne med Power-to-X-anlæg og relevante virksomheder, som kan skabe udvikling lokalt, lyder det.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.