DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Violetrandet ildfugl er endnu en art af dagsommerfugl, som er gået voldsomt tilbage i Danmark. På sjælland findes arten således kun på få lokaliteter, og de enkelte populationer er stærkt decimeret i forhold til blot for få år siden.
Jakob Arnholtz/Biofoto/Ritzau Scanpix

30 af 32 mulige energiparker kolliderer med beskyttet natur

Regeringens forsøg på at løse energikrisen er et skridt tilbage for at løse biodiversitetskrisen, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening. Det er nødvendigt med kompromisser, lyder det fra KL.
1. DEC 2023 10.07
Natur
Onshore
Politik

I oktober præsenterede regeringen 32 potentielle områder, som kan huse større energiparker. Et stort skridt på vejen mod en firedobling af strøm fra sol og vind på land, lød det dengang fra regeringen. 

Men det, der kan være et stort skridt i kampen mod klimakrisen og de danske VE-ambitioner, kan være et skridt i den forkerte retning for en anden af tidens kriser, biodiversitetskrisen, advarer Danmarks Naturfredningsforening (DN). 

- Hensigten med energiparkerne er den helt rette, men det er meget uheldigt og et skridt i den helt forkerte retning, hvis det nogle steder sker på bekostning af fredet naturområder, siger Jens Anton Tingstrøm Klinken, afdelingschef hos DN. 

Blot to ud af de 32 arealer, som regeringen har præsenteret som mulige områder for energiparkerne, kolliderer ikke med fredet natur, fremgår det af en gennemgang af høringsmaterialet fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen. Det skriver Kommunen.dk.

Ifølge et aftaleteksten til en kommende lov om energiparkerne, som Altinget er kommet i besiddelse af, vil regeringen lempe hensynet til arealbeskyttelse og dermed gøre det nemmere og hurtigere at få tilladelser og dispensationer.  

Men det er  en helt forkert vej at gå, når Danmark i forvejen står i en biodiversitetskrise med 1.844 truede arter i Danmark, mener Jens Anton Tingstrøm Klinken. 

- Hvis vi skal vende den krise, vi står i, skal vi blive bedre til at passe på den natur, vi har og give den mere plads, siger han. 

Presset natur

Tidligere i november udgav regeringens eget biodiversitetsråd sin anden rapport I rapporten opfordrer rådet til, at Danmark matcher EU-ambitionen om, at 30 pct. af Europas areal i 2030 skal være beskyttet natur, heraf 10 pct. som strengt beskyttet. 

Rådet skriver samtidig, at kun 1,6 pct. af de danske landområder nu er såkaldt beskyttet natur. Det er et fald i forhold til rådets første rapport, som viste, at 2,3 pct. af landområderne er omfattet af beskyttet natur.

Danmark har derfor ikke råd til at gå yderligere på kompromis med biodiversiteten, mener Jens Anton Tingstrøm Klinken. 

- Man har ikke været skarpe nok på at beskytte vores naturværdier i den her screening. Vi er derfor også ærgerlige over, at vi ikke er blevet inddraget i screeningsprocessen, selvom vi tilbød det. 

I screeningsarbejdet er der taget hensyn til en lang række interesser, og en række områder er fx droppet, fordi de ikke passer ind med forsvarets aktiviteter, ligger i transportkorridoren, eller ikke har kunnet indpasses i transmissionsnetttet før 2030.

Jens Anton Tingstrøm Klinken roser, at man ligeledes har dumpet områder, der er i konflikt med Natura2000-områder, som nyder en særlig beskyttelse. Han mener dog fortsat, at der ikke er taget nok hensyn til naturen.

- Hvis man havde været lidt skarpere i sine prioriteringer og arbejde, kunne man sagtens have undgået områder med høj naturværdi. Det tyder på, at hensynet til natur og biodiversitet ikke har vægtet højt i udpegningen, siger Jens Anton Tingstrøm Klinken. 

Derudover mener han, at regeringen sender et uheldigt signal til kommunerne, når man tilsyneladende er klar til at gå på kompromis med beskyttede naturområder. 

- Regeringen sender jo et signal om, at det er okay at gå på kompromis med naturbeskyttelse. Det er helt skævt i en tid, hvor man diskuterer i hele Europa, hvordan vi kan sikre mere beskyttet natur. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/30-af-32-mulige-energiparker-kolliderer-med-beskyttet-natur

GDPR