
EU skal blive en "magnet for forskere". Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. Det vil hun blandt andet gøre med en investeringspakke på 500 millioner euro i perioden fra 2025 til 2027, oplyser von der Leyen på et pressemøde på Sorbonne universitetet i Paris. Det svarer til omkring 3,7 mia. kr.
Investeringen er en del af EU-Kommissionens såkaldte Choose Europe-initiativ, hvis mål er at tiltrække udenlandske forskere. Derudover siger hun, at forskningsfrihed skal være indskrevet i EU-lovgivning.
- Vælg videnskab, vælg Europa. Vi skal sikre, at videnskaben forbliver fri - nu mere end nogensinde. Vi vil sikre forskningens frie bevægelse. Europa skal forblive den frie forsknings hjem, siger Ursula von der Leyen.
Ifølge kommissionsformanden skal EU-medlemslandene derudover frem mod 2030 investere tre procent af deres bruttonationalprodukter (bnp) på forskning og udvikling.
Den europæiske udmelding kommer samtidig med, at universiteter i USA er underlagt nedskæringer. Det skyldes, at USA's præsident, Donald Trump, har anklaget amerikanske eliteuniversiteter for at fremme venstreorienterede værdier og antisemitisme.
- Vi kan være enige om, at videnskab ikke har et pas, køn, etnicitet eller politisk tilhørsforhold, siger Ursula von der Leyen i sin tale.
At undervurdere videnskabens rolle ville ifølge kommissionsformanden være en "gigantisk fejlberegning". Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, holder også en tale i dagens anledning.
Her kalder han blandt andet USA's nuværende politiske linje på videnskabsområdet for en "fejl" og et "diktat".
- Europa har truffet sit valg. Vi vælger at påbegynde en ny tidsalder med opfindelser og opfindsomhed. Vi vælger at være det kontinent, hvor universiteterne er grundpillerne i vores samfund og vores måde at leve på, siger Ursula von der Leyen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.