DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
22 demonstranter er ifølge politiet onsdag trængt ulovligt ind i Ministeriet for Grøn Trepart, mens 30 demonstranter befinder sig udenfor. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

22 klimaaktivister sigtes: Trængte ind i ministerium

Københavns Politi har onsdag eftermiddag sigtet uindbudte aktivister i Ministeriet for Grøn Trepart.  
24. OKT 2024 10.29
Klima
Politik

22 demonstranter trængte onsdag ind i Ministeriet for Grøn Trepart i det indre København. De blev af politiet sigtet for husfredskrænkelse, hvorefter de en efter en blev bedt om at forlade bygningen. Kort før klokken 16 kunne Københavns Politi oplyse, at samtlige havde forladt stedet. Foruden de 22 demonstranter, som befandt sig i en opgang ved ministeriet, er der 30 andre aktivister udenfor.

- Dem udenfor har vi intet at udsætte på, sagde en vagtchef ved 14-tiden.

Det er Den Grønne Ungdomsbevægelse, som står bag demonstrationen. Af en pressemeddelelse fremgår det, at aktivister den sidste måned dagligt har demonstreret uden for landbrugsforhandlingerne, og at de med onsdagens aktion har et krav om at få reel indflydelse på aftalen.

Forhandlingspartierne har villet mødes med aktivisterne, men Den Grønne Ungdomsbevægelse mener, at de på kaffemøderne alene har fået tomme løfter. De kræver handling.

Bevægelsen skriver i meddelelsen, at såfremt det skulle lykkes aktivisterne at nå ind i bygningen og op på etagen, hvor forhandlingslokalerne er, så vil de kun flytte sig, hvis regeringen og oppositionen går med til deres krav, eller hvis politiet fjerner dem. Ministeriet for Grøn Trepart bad politiet om at fjerne de 22 personer, og derefter gik processen i gang.

Den grønne trepart blev indgået i juni mellem regeringen og en række interesseorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer.

I øjeblikket pågår de politiske forhandlinger om den grønne trepart, hvor regeringen forsøger at få flere partier med i aftalen. Treparten skal grundlæggende omlægge fødevare- og landbrugsproduktionen i Danmark i en grønnere retning ved eksempelvis at pålægge landbruget en CO2-afgift.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/22-klimaaktivister-sigtes-traengte-ind-i-ministerium

GDPR