DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

DEBAT:
100 pct. tendentiøs journalistik fra TV2 Østjylland

TV2 Østjylland bragte sidste år historier, der såede tvivl om miljøorganisationen Preferred by Natures certificering af biomasse. Dækningen har nu fået kritik af Pressenævnet.
7. APR 2022 11.05
Energi

Den amerikanske miljøorganisation Dogwood Alliance har fået noget for pengene: 

I 2018 og 2019 modtog organisationen en donation på knap 7 mio. kr. fra Packard Foundation til at drive kampagne mod biomasse i USA og Europa. De mange penge gik blandt andet til et tæt samarbejde med den estiske miljøorganisation ELF og til at finansiere en rapport, Sandheden om træpillen, der herhjemme er blevet oversat og distribueret til pressen og meningsdannere af regnskovsorganisation Verdens Skove. 

Der er intet galt i, at miljøorganisationer modtager penge fra store amerikanske fonde, som de bruger til at påvirke den offentlige opinion og derved den førte politik på området. Det er deres rolle. Til gengæld er det pressens rolle at sikre en neutral og balanceret dækning, så den offentlige debat kan foregå på et veloplyst grundlag.

Desværre har det på ingen måde været tilfældet i forbindelse med de mange nyhedsindslag om biomasse, der er begået af fortrinsvis TV2 og senest TV2 Østjylland, og som tydeligvis er inspireret af kampagnen fra Dogwood Alliance.

Preferred by Nature certificerer for bæredygtighed i mere end 100 lande og blandt dem er Estland formentlig det land, der har bedst styr på skovbruget – også bedre end Danmark. Siden Anden Verdenskrig har Estland haft en næsten kontinuerlig nettotilvækst af skov, hvor af omtrent halvdelen er ejet af staten og certificeret for bæredygtighed af Forest Stewardship Council (FSC). 

Da vi i 2020 første gang blev kontaktet af TV2, brugte Preferred by Nature’s direktør Peter Feilberg lang tid på at sætte journalisten ind i certificering, estisk skovbrug og biomasse.

Blandt andet fremhævede han det meget grundlæggende forhold, at der næsten udelukkende bruges resttræ til biomasse, ganske enkelt fordi skovejeren får væsentligt bedre betaling for hele og sunde stammer. 

Der fældes altså ikke estisk skov, for at lave biomasse til danske værker, som TV2’s journalister ellers vil have os til at tro – det ville simpelthen ikke give økonomisk mening.

Men i den efterfølgende ’afdækning’ blev denne simple markedslogik ikke nævnt med et ord. Til gengæld kunne vores lokale auditører konstatere, at der blev vist dramatiske billeder fra områder, hvor der slet ikke produceres træpiller, hvilket vi skrev dette indlæg om

I efterår 2021 blev vi endnu engang kontaktet af TV2, denne gang af TV2 Østjylland, hvis journalist Sara Husted Meyer bedyrede, at de skam var en helt anden kanal, og at hun slet ikke var ude på at afsløre noget om estisk biomasse, men blot ville vide lidt mere om certificering. 

Vi søger altid at udbrede forståelse for bæredygtig certificering, særligt blandt journalister. Derfor gik vi med til at dele vores indsigt og TV2 Østjylland fik adgang til en af vores eksperter og relevant materiale.

En måned senere troppede Sara Husted Meyer og kollegaen Milan Ganesan uanmeldt op udenfor vores kontor i Estland flankeret af to kamerafolk og en repræsentant for en af landets mest biomassekritiske organisationer.

Peter Feilberg var til stede, og kunne fortælle de sandhedssøgende journalister, at man faktisk godt må fælde træer i såkaldt Natura 2000 skov. Og at man også gerne må bruge hele stammer til træpiller, hvis de ikke kan bruges til andet. 

Journalisterne var åbenbart i den tro, at vi havde set igennem fingre med ulovlig skovhugst af fredet skov. Udover indicier og partsindlæg fra lokale ornitologer og Sebastian Klein, var det deres eneste såkaldte smoking gun. Faktisk havde TV2 Østjylland ikke et eneste bevis på, at Preferred by Natures certificering af biomasse svigtede. 

Men så vendte Milan Ganesan bevisbyrden om og spurgte:

”De træpiller, som ender i Danmark, kan du sige 100% om dem, at de er bæredygtige?”

Nu ville TV2 Østjylland næppe selv kunne bevise, at deres journalistik er 100% objektiv – det ville i hvert fald være latterligt, hvis de hævdede det. At konfrontere en kilde med et spørgsmål om 100% garanti, er et journalistisk trick fra den billige værktøjskasse. Samtidig kan Preferred by Nature selvfølgelig kun tale for den biomasse, vi er med til at certificere, og ikke alt biomasse, ”der ender i Danmark.”

Derfor svarede Peter Feilberg: ”Det kan jeg da overhovedet ikke.”

Milan Ganesan tog svaret med hjem og konfronterede Ørsteds talsmand med en voldsomt forvansket udgave:

”Når jeg snakker med Peter Feilberg fra Nepcon (Preferred by Nature, tidligere navn var Nepcon red.), så siger han, at han ikke kan garantere, at denne biomasse er 100 % bæredygtig.” 

Og så rullede nyhedslavinen igen: ”Tvivl om grønne løfter”, ”S-Ordfører om biomassehistorie:- Det er ret alvorligt”, ”Ødelægger Danmark naturen i andre lande?”

Mere end ti artikler, nyhedsindslag, Facebook-posts og youtube-videoer er produceret på grundlag af dette forvanskede citat og uden mindste bevis for, at hverken Preferred by Nature eller Ørsted skulle have handlet i strid med de højeste standarder for bæredygtighed. 

Vi valgte at klage til Pressenævnet og fik heldigvis ret i, at god presseskik er blevet overtrådt og at et citat er brugt i en forvansket form. Desværre er det nok 100 pct. sikkert, at det ikke er sidste gang, vi oplever at TV2 og TV2 Østjyllands afslørende journalister lader sig spænde for en vogn i jagten på en god historie. 

Indlægget er skrevet af Benjamin Holst, der er pressechef hos miljøorganisationen Preferred by Nature

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/100-pct-tendentioes-journalistik-fra-tv2-oestjylland

GDPR