Alle veje fører til Rom, siger man. Men det er ikke alle de inviterede verdensledere, der finder vej til den italienske hovedstad til G20-topmødet lørdag og søndag.
Angela Merkel kommer i sin svanesang som tysk kansler. Og Joe Biden dukker op for at understrege, at "USA er tilbage" efter fire år under Donald Trump, der ikke vægtede det internationale samarbejde højt.
Men de får ikke fornøjelsen af at møde hverken Xi Jinping eller Vladimir Putin i Rom. Både Kinas og Ruslands præsident bliver hjemme og deltager kun via en videoforbindelse.
Og de to markante afbud skaber tvivl om, hvor meget der kan opnås i G20-regi. Især på klimaområdet, som er hovedemnet op til FN's COP26-møde, der starter straks efter mødet i Rom.
- G20 er et multilateralt format, hvor det er afgørende, at alle bidrager, siger forskningschef Antonio Villafranca fra tænketanken ISPI til nyhedsbureauet AFP. Afbud fra Xi og Putin er derfor "ikke et godt tegn", tilføjer han.
Står for størstedelen af verdens drivhusgasser
G20-landene udleder 75 til 80 pct. af verdens drivhusgasser, så hvis de slår ind på en fælles klimakurs, kan de gøre en stor forskel. Det er der i den grad brug for. Det understregede en ny FN-rapport denne uge.
Hvis verdens lande skal begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader i år 2100 - som Parisaftalen fra 2015 siger - skal udledningen omtrent halveres inden 2030.
Men med de nuværende klimaløfter står kloden til at blive mindst 2,7 grader varmere i år 2100. Det kan føre til "tipping points", hvor Jordens klima løber løbsk og kommer helt ud af kontrol.
- Tiden til diplomatiske småjusteringer er forbi. Hvis regeringerne, især G20-regeringerne, ikke rejser sig og fører an i denne indsats, har vi retning mod forfærdelig menneskelig lidelse, sagde FN-chef António Guterres ifølge Reuters.
Ikke enighed om tempo
Men der er fortsat ikke enighed i G20 om, hvor hurtigt udledningerne skal bringes ned, eller hvem der skal gå forrest. Ikke desto mindre satser værtslandet Italien på, at der vil blive nået en slagkraftig aftale i Rom.
Topmødet er en chance for at vende tilbage til fælles, international handling "efter de mørke år med isolationisme", har en forhåbningsfuld premierminister Mario Draghi, der leder G20-topmødet, sagt op til mødet.
Men i det forberedende arbejde er der ikke enighed blandt landene om ambitionsniveauet ifølge et udkast til en aftaletekst, som nyhedsbureauet dpa har set.
De kan for eksempel ikke enes om, hvornår de alle skal nå ned på en netto-nuludledning af drivhusgasser. De vestlige lande skubber på for at sige senest 2050, men især Kina, Rusland og Indien, tre af verdens fire mest CO2-udledende lande, stejler.
Og når hverken præsident Xi eller Putin er til stede i Rom, er der ifølge iagttagere ikke stor chance for væsentligt fælles fremskridt på det punkt. Også regeringslederne fra Japan, Mexico og Saudi-Arabien nøjes med at være med på video.
Alt i alt stiller det de europæiske lande svagt ifølge kommentator Massimo Franco fra den italienske avis Corriere della Sera.
- Jeg tror, at dette G20-møde vil være en bekræftelse af europæisk sårbarhed på energiområdet, siger han til AP.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.