
På Danmarksdemokraternes landsmøde foreslog formand Inger Støjberg, at droppe regeringens planer om at opstille solcelleparker rundt i landet. Størstedelen af solcelleprojekterne, som indtil nu er i spil skal opstilles i Jylland. Disse vil Danmarksdemokraterne droppe og i stedet arbejde for at få flere solceller på tagene.
- Jeg synes, at jernmarker ser forfærdelige ud. For mig hører solceller til på tagene og ikke på god landbrugsjord, siger Inger Støjberg.
Inger Støjberg vil desuden have klarlagt, hvor meget grøn strøm, der reelt er brug for til at dække det danske energibehov.Støjberg kritiserer, at der skal produceres mere strøm, end der er brug for i Danmark.
- Vi skal ikke være batteri for hele Nordtyskland, sagde hun fra talerstolen.
Minister må tælle til ti
Den holdning vækker dog hovedrysten hos klima-, energi-, og forsyningsminister Lars Aagaard.
"Jeg trækker lige vejret dybt og tæller til 10 ovenpå Inger Støjbergs forslag om, at Danmark kun skal producere den mængde grøn strøm, som vi selv kan bruge i Danmark", skriver han i et opslag på sin LinkedIn-profil.
Ifølge ministeren vil Støjbergs forslag, hvis det realiseres være rigtig skidt for landdistrikterne.
"Med det her forslag siger hun, at vi snart skal til at stoppe med at opføre mere havvind i Danmark. Og dermed gambler hun med de mange tusinde arbejdspladser, der er tilknyttet den danske vindindustri. Det er store og vigtige arbejdspladser uden for København – særligt i Vestjylland, Midtjylland, Sydjylland osv."
Moralsk ansvar
Ifølge ministeren har Danmark et moralsk ansvar for at blive eksportør af grøn energi. Han stiller desuden spørgsmål ved, om formanden for Danmarksdemokraterne har forstået den nuværende udenrigspolitiske situation.
"Der er som om, at Inger Støjberg ikke har forstået, at Europa står i en meget, meget kritisk situation. Europa skal ud af Putins klør og af med russisk gas. Og med mere grøn energi kan danskerne og virksomheder samtidig få billig grøn energi. Alt det kan dansk havvind bidrage til at sikre. Det synes jeg vi har et moralsk ansvar for at gøre."
Han afslutter opslaget med et retorisk spørgsmål, om Støjbergs holdning til en anden stor dansk eksportvare.
"Gad vide om vi også kun skal producere det antal grise, vi selv kan spise?"
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.