
Energinet har varslet, at tilslutningsbidraget for vedvarende energiproducenter sænkes med op til 10 pct., og at balancetariffen reduceres med næsten 20 pct. Samtidig sænkes nettariffen for almindelige elforbrugere fra 13,5 øre til 11,5 øre pr. kWh. For husholdninger kommer denne lempelse oven i regeringens planlagte nedsættelse af elafgiften fra 72 øre til 0,8 øre pr. kWh i to år.
Det vækker tilfredshed hos Green Power Denmark, som dog mener, at prislempelserne langt fra løser problemet med de høje tilslutningsomkostninger. Siden 2019 er omkostningerne til at opstille vedvarende energi i Danmark steget voldsomt ifølge Green Power Denmark. Eksempelvis er tilslutningsbidraget alene er steget med 62-69 pct. på blot ét år i den periode.
- Udgifterne er blevet så høje, at det økonomiske grundlag for at opstille vindmøller og solceller i mange tilfælde er forsvundet. Derfor har vi længe presset på for at få undersøgt – og i sidste ende reduceret – Energinets priser. Nu er der udsigt til, at tilslutningsbidraget falder med op mod 10 pct., og at balancetariffen bliver reduceret næsten 20 pct. Det er tiltrængt og helt nødvendigt, siger Kristian Jensen, der er adm. direktør i Green Power Denmark.
Organisationen vurderer, at prisniveauet stadig er en barriere for udbygning af vedvarende energi i Danmark. Green Power Denmark foreslår derfor, at staten midlertidigt dækker dele af tilslutningsomkostningerne via finansloven og på længere sigt indfører en permanent statsfinansieret model.
Kristian Jensen advarer samtidig mod, at den grønne omstilling bremses af flaskehalse i elnettet. Han opfordrer derfor Energinet til at fremskynde udbygningen af eltransmissionsnettet, så nye sol- og vindprojekter samt store grønne elforbrugere ikke skal vente i årevis på at blive tilsluttet.
- Det kan ikke understreges nok, at den grønne omstilling også kræver, at Energinet sætter farten op og udbygger transmissionsnettet i en langt højere hastighed end i dag. Opstillerne af solceller og vindmøller samt store forbrugere af grøn strøm bør ikke skulle vente i årevis på at blive koblet på elnettet, siger Kristian Jensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.