Hanstholm Havn
Lukket sag om industrispionage handlede om energiområdet og selskabsform
Personalesagen endte med at koste 50.000,- kr. i torterstatning til Steen Harding Hintze, der havde sendt fortrolige notater blandt andet om energiområdet til sin private mail.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, DOI.dk

Lukket sag om industrispionage handlede om energiområdet og selskabsform

Fhv. salgschef sendte fortroligt notat om nødvendigheden af et aktieselskab for at etablere en energiklynge med PtX på Hanstholm Havn til sin private mail.
16. NOV 2023 14.50

Det hele begyndte med at Steen Harding Hintze i 2021 opsagde sin stilling som salgschef i Hanstholm Havn efter blot at have været ansat under en måned for i stedet at starte i et job udviklingsdirektør i Hirtshals Havn.

Herefter blev han bortvist og politianmeldt, da Hanstholm Havn mente, at han havde sendt fortrolige strategidokumenter til sin egen private mail i begyndelsen af 2021.

Politiet kunne dog ikke finde bevis for, at Hintze havde gjort noget strafbart. I stedet Hintze modtog en erstatning på 50.000 kr. fra Hanstholm Havn i sommeren 2021. Erstatning var en del af en forlig med Djøf, og var en godtgørelse for uberettiget bortvisning, overtrædelse af databeskyttelsesreglerne og krænkende adfærd overfor Hintze.

For Hanstholm Havn endte det dog også med, at Datatilsynet udtalte skarp kritik af havnen, og sagen blev endegyldig lukket hos havnen i sommeren 2022. I mellemtiden havde havnen fået både ny konstitueret direktør og bestyrelsesformand.

Handlede om energiområdet

Dokumenterne, som Steen Harding Hintze sendte til sin private mail, skulle dreje sig om Hanstholm Havns strategier, men tidligere har det ikke være fremme, hvad de nærmere bestemt omhandlede.

DOI.dk er nu i besiddelse af et bestyrelsesreferat for Hanstholm Havn, hvor det fremgår, at et dokumenterne, som Steen Harding Hintze sendte til sin private mail, handlede om en dannelse af et aktieselskab for havnen. Det var en selskabsform, der var nødvendig for at skabe en energiklynge på havnen.

I referatet står der blandt andet:

”- det ene af de dokumenter, som Steen Hintze har sendt til sin private mail, er et notat om Nils’ [Skeby] redegørelse for denne mulige A/S-konstellation.”

Nils Skeby var daværende adm. direktør for Hanstholm Havn. Senere i samme referat fra foråret 2022 lyder det:

”Det vurderes desuden, at vi skal speede udviklingen af Hanstholm Energiselskab op – også set ift. hele situationen med Steen Hintze, som har sendt fortroligt strategimateriale til sin private mail, som nu frygtes at være i Hirtshals Havns hænder.”

Den planlagte energiklynge på Hanstholm Havn er aldrig blevet ført ud i livet. Samtidig er havnen gået fra at være kommunal selvstyrehavn til at være kommunal havn.

Steen Harding Hintze er i dag adm. direktør for udviklingselskabet Greenport North, der arbejder for Hirtshals Havns position inden for området grøn omstilling.

Steen Harding HIntze skriver i en skriftlig kommentar til DOI.dk:

"Personalesagen du omtaler blev lukket for to år siden med en torterstatning til mig og jeg har ikke yderligere kommentarer."

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet