DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Jens-Peter Zink glæder sig over at fremgangen i årets første ni måneder målt ift. samme periode sidste år.
European Energy

European Energy øger omsætningen, men ender i rødt i tredje kvartal

Større frasalg og øget byggeaktivitet løfter resultatet for årets første ni måneder, men kvartalet ender i minus efter højere finansielle omkostninger.
28. NOV 2025 13.07
Erhverv
Økonomi

European Energy har oplevet fremgang i årets første ni måneder af 2025 sammenlignet med samme periode året før. Fremgangen skyldes især større frasalg af vedvarende energiprojekter samt øget byggeaktivitet på tværs af selskabets portefølje. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Omsætningen steg til 597,8 mio. euro mod 135 mio. euro i samme periode sidste år. Selskabets EBITDA udgjorde 114,5 mio. euro, en stigning på 102,5 mio. euro, mens resultatet før skat endte på 9,6 mio. euro mod et underskud på 73,1 mio. euro året før. Fremgangen skyldes primært frasalg af sol-, vind- og hybridparker i blandt andet Polen, Danmark, Tyskland og USA samt øgede elsalg.

Samme styrke har selskabet ikke præsteret, hvis man ser isoleret på tredje kvartal 2025. Her omsatte selskabet for 106,7 mio. euro. Det er dog også bedre end året før, hvor tallet lå på 41,3 mio. euro. EBITDA endte på 3 mio. euro, mens resultatet før skat landede på minus 26,5 mio. euro, påvirket af højere finansielle omkostninger. Produktionen i kvartalet udgjorde 518 GWh, hvor solenergien steg med 62 pct., mens vindproduktionen faldt med 19 pct.

- European Energy har forbedret sine resultater år for år trods blandede markedsforhold. Vi har også set stabil fremgang i årets første ni måneder i både byggeaktivitet og udrulningen af nye teknologiske løsninger i selskabet, siger Jens-Peter Zink, der er viceadministrerende direktør i European Energy.

Øget fokus på batterilagring

Selskabets byggeaktiviteter voksede med 33 pct. sammenlignet med sidste år, og der var ved udgangen af tredje kvartal over 1,5 GW under opførelse i ni lande. Bl.a styrkede selskabet sin satsning på batterilagring, hvor 172 MW nu er under opførelse, mens yderligere 6 GW er under udvikling.

Det øgede fokus skal imødegå de stigende udsving i elpriserne og de mange timer med lave eller negative priser, som presser indtjeningen fra selskabets energiproduktion. Med batterianlæggene satser European Energy på i højere grad lagre strømmen og sælge den, når priserne er gunstige, hvilket skal stabilisere indtjeningen og øge værdien af selskabets energiparker på sigt.

- Vi har taget skridt til at tilpasse os de nuværende markedsforhold ved at fokusere på nye teknologier i virksomheden. I år har vi styrket udrulningen af batterilagring på tværs af vores portefølje. Strategien er nu begyndt at materialisere sig, og vi forventer, at den vil understøtte resultaterne i de kommende år, siger Jens-Peter Zink.

European Energy har i forbindelse med regnskabet indsnævret sine forventninger til året og forventer nu et EBITDA på omkring 200 mio. euro med en margin på +/-15 pct. Tidligere lød forventningen på 200-300 mio. euro, men selskabet forventer altså nu at lande i den nedre ende af intervallet, da visse projektsalg kan blive udskudt til 2026.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/european-energy-oeger-omsaetningen-men-ender-i-roedt-i-tredje-kvartal

GDPR