Biogasanlæg, vindmøller og solceller: Borgere skal inddrages for at bakke op
Biogasanlæg kan blandt andet afgive kraftig lugt, og det skaber bekymringer hos naboer.
Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Biogasanlæg, vindmøller og solceller: Borgere skal inddrages for at bakke op

De fleste bakker op om vindmøller, solceller og andre foranstaltninger. Dog lige indtil, at de skal stå i deres egen baghave. Flere aktører peger på borgerinddragelse for at få skabt opbakning.
16. JUN 2023 11.18

BORNHOLM: Et biogasanlæg, som kan lugtes på lang afstand, vindmøller, som larmer, og solceller, som dækker ellers grønne marker. Det er, hvad der skal til for at nå Danmarks klimamålsætninger, men hvem skal have dem i sin baghave, og hvordan får vi borgere til at sige ja til at få dem som nabo?

Det er til debat på årets Folkemøde, hvor centrale aktører er mødtes for at komme med aspekter på, hvordan man opnår opbakning i befolkningen og dermed et skridt nærmere landets mål.

Odders borgmester Lone Jakobi (S) har, siden hun fik posten i januar 2022, været med i processen om et potentielt biogasanlæg i kommunen.

- Vi skal have mere tid til at inddrage borgerne i den første del af processen, så de kan være med til at forme, hvordan vores klimaløsninger kommer til at se ud, siger hun og uddyber:

- Det er centralt for at få borgerne til at bakke op om løsningerne, at vi tager dem med og har tid til at tage stilling til deres input.

Modstand og utryghed

Lone Jakobi forklarer, at planerne om biogasanlægget har mødt stor modstand fra lokalbefolkningen. Det har skabt utryghed for borgerne, at de hverken har kendt til potentielle begrænsninger og muligheder ved det, og det samme gælder ifølge hende også for politikerne.

Her peger hun på, at mangel på viden kan være en hæmsko, og at politikerne ikke skal sigte efter at få teknisk ekspertviden, men i stedet være åbne overfor input, både fra borgere og også fagfolk i branchen.

Det bakkes op af Brian Vad Mathiesen, som er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet. Ifølge ham kunne man fx indføre, at alle kommuner skal have én til to dedikerede medarbejdere, som fokuserer udelukkende på en strategisk plan for kommunernes klimaløsninger.

Derudover understreger han, at kommunerne allerede er langt, og at det er fejltolket, når fokus i for høj grad kommer til at handle om, at vi først nu skal i gang.

- Vi er allerede rigtig langt, så måske det ikke behøver at handle om så mange nye baghaver, men at energianlæggene kan ændre karakter. Her skal vi have undersøgt potentialet for ”multi purpose”, fx om det kan betale sig at dække alle vores tage med solceller, siger han og uddyber, at man på den måde kan udnytte den plads, som i forvejen er i brug.

Mere vidensdeling 

Brian Vad Mathiesen understreger, at der er behov for en større grad af vidensdeling på tværs af kommunerne, så de i højere grad kan supplere hinandens klimaplaner for at bruge ressourcer bedst muligt.

Herudover peger han på strukturelle problemer med de ordninger, som kommunerne arbejder ud fra i dag.

- I stedet for at kompensere for gener bør vi i højere grad belønne for indsats, siger han.

I Odder Kommune har man, trods den store modstand fra den lokale befolkning omkring biogasanlægsplanerne, et fokus på at inddrage borgerne.

- Hvis borgerne skal være glade for den løsning, som ender med at blive etableret, så mener jeg, at det er centralt, at de har været en del af beslutningsprocessen. Og jeg tror på, at hvis vi styrker borgerinddragelsen, så kan vi få alle til at tænke mere på det større kommunale fællesskab, siger borgmesteren.

Til september forventer man at få afklaret, om Odder Kommune i fremtiden skal have et biogasanlæg.

 

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet