DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Ebba Busch, der er energiminister i Sverige, vil sænke elafgiften for at give svenskerne flere penge mellem hænderne. (Arkivfoto).
Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix

Sveriges regering vil sænke elafgiften permanent

Elafgiften skal sænkes med cirka 20 procent fra 2026, skriver repræsentanter fra regeringen i et debatindlæg.
8. SEP 2025 9.23
Energi
Politik
Transport
Økonomi

Sveriges regering vil sænke elafgiften permanent.

Det skriver fire repræsentanter for regeringen i et debatindlæg i Aftonbladet.

Det gælder energiminister Ebba Busch, finansminister Elisabet Svantesson, uddannelses- og integrationsminister Simona Mohamsson og Oscar Sjöstedt, der er økonomisk ordfører for Sverigedemokraterna, der er støtteparti for regeringen.

De varsler en sænkelse på næsten 10 øre. Den nuværende elafgift i Sverige er på knap 55 øre, svarende til 37 øre i danske priser.

Sænkelsen af afgiften skal både give svenskerne luft i budgettet, og så skal den også være med til at skubbe på den grønne omstilling, lyder det i debatindlægget.

- For at klare klimaomstillingen er det også afgørende, at vi lykkes med at elektrificere transportsektoren. Flere biler og lastbiler bør køre på elektricitet.

I slutningen af august lancerede den danske regering ligeledes en sænkelse af elafgiften fra den nuværende 72,2 øre til EU's minimumsafgift på 0,8 øre.

Nedsættelsen vil dog kun gælde i 2026 og 2027.

Her lød argumentet, at man vil give danskerne flere penge mellem hænderne i lyset af de stigende priser på fødevarer. Regeringens beregninger anslår, at en enlig kontanthjælpsmodtager, der bor i lejlighed, vil spare 1000 kroner om året.

Et pensionistpar i hus vil spare 2675 kroner om året, mens en arbejderfamilie i hus kan se frem til at spare 3975 kroner på deres elregning årligt.

I Sverige har stigende fødevarepriser også været på dagsordenen, hvor regeringen i samarbejde med Sverigedemokraterna i sidste uge sænkede momsen på fødevarer fra 12 til 6 procent.

- Vi kommer til at sørge for, at der kommer flere penge i tegnebogen, lød det fra Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, på et pressemøde.


Halveringen af momsen gælder fra april 2026.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ptx/artikel/sveriges-regering-vil-saenke-elafgiften-permanent

GDPR