EU-landenes import af gas via rørledninger faldt med 9 pct. i første halvår af 2025 sammenlignet med samme periode sidste år. Faldet sker efter, at russisk gas ikke længere transporteres via Ukraine fra 1. januar 2025.
Det oplyser Institute for Energy Economics and Financial Analysis (IEEFA).
Blokken har i stedet øget brugen af flydende naturgas (LNG) og har haft gavn af tiltag, der reducerer gasforbruget.
- Afgørende for EU er, at efterspørgslen efter gas er strukturelt faldende. Men dette års lille stigning i gasimporten bør være en advarsel til medlemslande, der ikke lever op til deres mål for energieffektivitet og vedvarende energi, siger Ana Maria Jaller-Makarewicz, ledende energianalytiker for Europa hos IEEFA.
- En hurtigere udrulning af sol, vind og varmepumper samt en hurtig modernisering af elnettet vil reducere EU-landenes sårbarhed overfor forstyrrelser i LNG-forsyningen, styrke energiforsyningssikkerheden og beskytte forbrugere mod svingende gaspriser.
Ændrede gasstrømme
Ifølge IEEFA har EU-landene siden begyndelsen af 2022 brugt omkring 380 mia. euro på gas via rørledninger, hvoraf 83 mia. euro var russisk gas.
Faldet i importen skyldes blandt andet, at nogle lande har ændret gasstrømme og brugt eksisterende infrastruktur for at sikre forsyningen. EU planlægger gradvist at stoppe importen af russisk olie og gas inden udgangen af 2027, men importen af russisk gas via Tyrkiet er steget de seneste år.
I første halvår af 2025 kom den største del af EU’s rørledningsgas fra Norge (55 pct.), Algeriet (19 pct.) og Rusland via Tyrkiet (10 pct.).
Gasimporten fra Aserbajdsjan, Libyen og Norge faldt, mens den steg lidt fra Algeriet, Rusland via Tyrkiet, Tyrkiet og Storbritannien.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.