DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Ved Bierwang for foden af alperne pumpes gassen langt ned i undergrunden til lagring hen over sommeren. Så er den klar til den kolde vinter.
Lennart Preiss, Ritzau Scanpix

Rusland strammer gasskruen over for tyskerne

Et pludseligt fald i leverancen af russisk gas kan give mangel på de tyske lagre frem mod vinteren, hvor de ellers ifølge loven skal være 90 procent fyldte.
16. JUN 2022 15.49
Energi
Gas
Internationalt
Politik

1500 meter under jorden i det sydlige Bayern ligger en af nøglerne til, at tyskerne kan holde varmen hen over vinteren. Bierwang hedder det tidligere naturgasfelt, som bruges til opbevaring af energikilden. I 1970'erne blev det underjordiske hulrum lavet til et enormt lager, der kan have nok gas i sig til at holde storbyen München kørende i otte måneder.

I Tyskland er gas nemlig en vigtig energikilde. Gassen bruges især til at opvarme hjem og at holde store fabrikker kørende. Derfor er der mange lagre både under og over jorden. De bliver i et normalt år tømt i løbet af vinteren og fyldt op igen i sommerhalvåret.

Men den faste procedure er ikke helt så enkel i år. Tyskerne plejede nemlig at få hovedparten af deres gas fra Rusland. Det har forandret sig siden Ruslands angreb på Ukraine, som har gjort det mindre populært at købe ind fra øst. Og omvendt truer præsident Vladimir Putin og hans styre med at lukke for hanen.

- Forsyningssikkerheden denne vinter afhænger af to faktorer: hvor fyldte lagrene er, og hvor meget ny gas der ankommer fra udlandet.Russiske leverancer kommer til at spille en afgørende rolle siger Sebastian Herold, energiprofessor ved universitetet Hochschule Darmstadt, til nyhedsbureauet AFP.

Forsyning mindsket med 60 pct.

Den tyske regering har bestemt, at Bierwang og de mange andre gaslagre i landet skal være mindst 90 pct. fyldte den 1. november. Men denne uge såede Rusland tvivl om, hvorvidt det mål kan nås.

Tyskland blev nemlig det seneste land til at få skåret i gassen fra Rusland. Omkring 60 pct. af den daglige russiske gasleverance til tyskerne via rørledningen Nord Stream 1 forsvandt i løbet af to dage. Derfor reduceres leverancen gennem gasledningen, der går via Østersøen, fra 167 millioner kubikmeter gas dagligt til 67 millioner kubikmeter, hedder det.

Også Tjekkiet og Italien melder om fald i forsyningerne. De lande må nu ud at købe gas fra andre kilder på det pressede europæiske marked.

Det er et skræmmende varsel, siger Klaus Müller, chef for Tysklands energitilsyn, Bundesnetzagentur, ifølge Reuters til avisen Rheinische Post.

- Det ville væsentligt forværre vores situation (hvis leverancerne stopper, red.). Vi kan måske klare os igennem sommeren, da fyringssæsonen er slut. Men det er bydende nødvendigt, at vi får fyldt lagrene, så vi kan komme gennem vinteren, siger Klaus Müller til avisen.

Falsk forklaring

Ifølge det statsejede russiske gasselskab Gazprom, der står for at sende gassen til Europa, skyldes opbremsningen vedligeholdelse på en kompressorstation i Rusland. Angiveligt kan firmaet ikke få udstyr retur fra reparation i Canada på grund af sanktioner.

Men det er ikke den sande årsag til gaskniben ifølge Robert Habeck, Tysklands økonomiminister. Vedligeholdelsen af Nord Stream 1 skulle efter planen først være sket til efteråret, og ville ikke forstyrre leverancerne så meget, siger han.

- Det er en politisk beslutning og ikke en teknisk berettiget beslutning. Det er tydeligvis en strategi for at sprede uro og presse priserne op, sagde Robert Habeck på et pressemøde ifølge AFP.

Spar på energien

Gasprisen i Europa er da også steget med godt 40 pct. på to dage. Så Robert Habeck beder igen tyskerne om at spare på energien, hvor de kan.

- Hver eneste kilowatt-time hjælper i denne situation, siger han i en video ifølge nyhedsbureauet dpa.

Tysklands energiforsyning er endnu ikke i fare, lover ministeren. Men situationen er alvorlig.

- Vi skal være på vagt. Vi skal fortsat arbejde fokuseret. Frem for alt må vi ikke lade os blive splittet. For det er det, Putin gerne vil have, siger Robert Habeck.

Bierwang-lageret i Bayern er i øjeblikket 53 pct. fyldt. Samlet set er de tyske gaslagre ved 56 pct. af kapaciteten ifølge Bundesnetzagenturs daglige status.


Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/rusland-strammer-gasskruen-over-for-tyskerne

GDPR