Svendborg tillader vindmøller på 150 meter

Kommunalbestyrelsen har givet endelig tilladelse til opførelsen af tre 150 meter høje vindmøller på Sydøstfyn.
28. FEB 2024 11.23

SVENDBORG: Med en godkendelse af kommuneplantillæg, lokalplan samt tilladelse med miljøvurderinger har kommunalbestyrelsen i Svendborg sagt ja til en ansøgning om opførelsen af tre 150 meter høje vindmøller øst for Broholm på Sydøstfyn, oplyser kommunen.

Godkendelsen blev vedtaget med stemmer fra S, SF og EL, mens Venstres seks medlemmer og Liberal Alliances ene stemte imod, fremgår det af referatet fra kommunalbestyrelsesmødet. Fra Venstre lød det i mindretalsudtalelsen bl.a.: "Venstre kan ikke støtte forslaget om tre vindmøller ved Broholm Gods på grund af placeringen i et herregårdslandskab og i et vindfattigt område."

Ansøgningen om opførelsen kom fra Broholm Gods og Fuglehavegård i 2018.

- Med vores klimahandleplan har vi gjort op med os selv, at også vi skal tage et ansvar for den klimakrise, vi står i. Det er det, vi gør nu – og det er der nogle, som bliver kede af. Derfor er det en svær beslutning. Virkeligheden er bare, at for hver eneste dag der er gået, siden vi gik i gang med processen for seks år siden, er behovet for grøn strøm kun blevet større, og derfor bliver Broholm-møllerne heller ikke de sidste, siger borgmester Bo Hansen (S).

Kommunen har et mål om at være helt omstillet til vedvarende energi i 2040. Med tilladelsen opføres møllerne nu sandsynligvis, vurderer kommunen, og de forventes at producere strøm svarende til 9.000-9.750 husstandes årlige elforbrug eller lige knap en tredjedel af de 31.000 boliger, som findes i Svendborg Kommune. 

Hensyn til flagermus

En række vilkår i tilladelsen skal sikre, at der både tages hensyn til natur og naboer til de store møller. Bl.a. indeholder den betingelser om, at støjgrænser og krav til skyggekast fra møllerne skal overholdes, og i særlige perioder skal der være vindmøllestop for at beskytte flagermus.

- Det er klart, at man ikke kan opføre store vindmøller, uden det har en indvirkning på omgivelserne. Det gælder, uanset hvor vi placerer dem. Det er blandt andet derfor, vi har stillet en række krav, som skal gøre påvirkningen så lille som mulig, siger formand for teknik- og miljøudvalget Jesper Kiel (EL).

Kompensation til naboer

Via en række statslige ordninger vil de nærmeste naboer til vindmøllerne kunne søge om kompensation for generne fra møllerne, gør kommunen opmærksom på.

Derudover forventes det, at møllerne vil kunne indbringe omkring 1,5 mio. kr. til kommunens Grøn Pulje, der kan søges til projekter til gavn for naboer og lokalsamfund.

- Hvis vi vil have grøn energi, må vi også acceptere de ændringer, det medfører i vores landskab, og forsøge at bruge forandringerne konstruktivt. For nogle får det dog større betydning end for andre, og det skal de selvfølgelig kompenseres for. Heldigvis er der gode ordninger for netop dét – både for de nærmeste naboer og lokalsamfundet som sådan, siger formand for plan- og lokalsamfundsudvalget Arne Ebsen (SF).

Hvornår vindmøllerne i sidste ende skal stilles op, beslutter bygherren. En tilladelse udløber dog efter tre år. Hvis tilladelsen ikke er udnyttet inden da, skal Svendborg Kommune på ny tage stilling til, om der kan gives tilladelse, og om miljøvurderingen af projektet fortsat er dækkende for projektet, oplyser kommunen.

Baggrund for tilladelsen
  • I 2018 ansøgte Broholm Gods og Fuglehavegård om at etablere tre vindmøller øst for Broholm, og en plan- og miljøvurderingsproces blev sat i gang. 
  • Ved den første offentlige høring i efteråret 2020 kom der nye oplysninger frem om miljøpåvirkningen, som blandt andet havde betydning for vurderingen af støj og påvirkningen af især rovfuglen rød glente og flagermus i området. Derfor var der behov for at uddybe miljøvurderingen af projektet og planerne.
  • Den opdaterede miljøvurdering samt forslag til kommuneplantillæg, lokalplan og udkast til §25-tilladelse kom i en 15 uger lang høring i sommeren 2023. Som en del af den høring afholdt Svendborg Kommune et borgermøde i Gudmehallen med ca. 100 deltagere.
  • Svendborg Kommune modtog 41 høringssvar, herunder 37 fra borgere. Høringssvarene har givet anledning til enkelte tilretninger, men ingen ændringer i projektet eller rammerne for planlægningen.
  • Planer og tilladelser offentliggøres nu snarest muligt på kommunens hjemmeside. Efter offentliggørelsen er der fire ugers klagefrist.
  • Hvis der klages over planerne eller tilladelsen inden for de fire uger, vil Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet herefter skulle vurdere, om afgørelserne kan fastholdes, eller om sagen skal gå om. 

Kilde: Svendborg Kommune

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter