Lars Aagaard: Vi rammer 2030-klimamålene med stor sikkerhed
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) havde de liberale budskaber med på scenen på Energy Cluster Denmarks årsmøde 2024. Stilmæssigt havde minsteren valgt at trække i vest, som det ellers kun er Lars Boje Mathiesen, der er mest kendt for i Folketinget.
Foto: Jesper Ernlund Lassen - Danish Offshore Industry - DOI.dk

Energy Cluster Denmark årsmøde 2024:
Lars Aagaard: Vi rammer 2030-klimamålene med stor sikkerhed

Klima-, energi- og forsyningsministeren fra Moderaterne lagde ikke skjul på sit "liberale sindelag" og at "trygheden" ikke er en del af pakken på vej mod den grønne omstilling.
2. MAJ 2024 11.21

Talen havde klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) efter eget udsagn ladet ligge hjemme, da han som dagens hovedtaler på Energy Cluster Denmarks årsmøde i Ørestaden skød fra hoften.

Ministeren efterlyste undervejs "begejstring" frem for "tryghed" – og hvis han personligt ville have søgt trygheden, så ville han ikke stå på scenen som minister i dag. Det relaterede han også til energisektoren.

- Det er kun de bedste, der skal ende med at stå tilbage, og der hører tryghed ikke med, lød det fra Lars Aagaard.

Ingen katolsk tilgang

Hvordan vi skal forbruge energi i fremtiden kom ministeren dog også ind på.

- Der er nogle, der vil have sådan en lidt katolsk tilgang med at begrænse vores forbrug. Jeg er sikker på, det ville blive træls, sagde Lars Aagaard og fremhævede sin egen tilgang:

- Vi står for en anden vej med løsninger, hvor vi kan leve det gode liv. Det er en teknologisk tilgang, som er en del af mit DNA.

Der kom der også meget konkret en måde til, hvordan det kan lykkes.

- Vi har fokus på udviklingen af havvind og landbaseret VE, og vi har fokus på brint og CCS, sagde han.

Men der er dog ingen tvivl om, at vejen gennem den grønne omstilling ikke er nem.

- Vi er i gang med et kæmpe eksperiment, hvor vi på kun 20 år skal have lavet et nyt energisystem. Det giver både risici og muligheder. På vejen betyder det også digitalisering, sagde Lars Aagaard.

Rammer 2030-målene

Ministeren vidste også klart, at virksomhederne, der var til stede i salen, har et problem med at skaffe medarbejdere.

- Politisk er jeg helt med på de rammer, der skal til for at sikre rekruttering, slog ministeren fast.

Den politisk varme kartoffel gik han heller ikke udenom.

- Nu rammer vi jo 2030-klimamålene med stor sikkerhed, sagde Lars Aagaard, og vendte sig mod en del af løsningen, der også kan komme til at fremme eksporten:

- Vi skal blive mere internationale. Det er fx, når I får succes med jeres løsninger fra ekstremt dygtige virksomheder og mennesker.

 

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter