Semco Maritime: Lurende revival til værftsdelen
Stagets direktør John Sørensen (tv) og salgsdirektør Jean Brandt foran et af rørene til CCS, der skal bruges på Project Greensand. Men Staget laver også langt større ting.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, DK Medier

Semco Maritime: Lurende revival til værftsdelen

Der bliver allerede produceret til vind, CCS og fjernvarme på Semcos afdeling Staget. Men PtX åbner for langt større muligheder, og samtidig er olie og gas slet ikke glemt.
24. OKT 2022 12.16

Det er sidst på dagen, og de fleste medarbejdere er på vej hjem, Anders Benfeldt står allerede ventende ved indgangen. Som øverste chef for Semco Maritimes olie- gasdivision hører Staget, der er Semcos værft også med til senior vice presidentens ansvarsområder.

Staget er en del af forretningen, som han har et helt specielt forhold til.

- For mig der er udlært på Aalborg Værft, er det her the real deal – det er et rigtigt smedeværksted med alt, hvad der hører til. Da vi overtog Staget i 2006 fra Esbjerg Oil Field Service, havde der været op til 400 medarbejdere. I dag er der omkring 100 tilbage, fortæller Anders Benfeldt, mens vi til fods går den lille halve kilometer til adressen Staget 1. Det er derfra, at Staget har fået sit navn, der er et internt brand hos Semco Maritime.

Der er tidligere blevet produceret topsider til olie- og gasplatforme og andet til Nordsøen, men i dag bliver der også produceret til området renewables. Det er lige fra komplicerede løfteåger til vindmøller og andre mølledele til de store OEM’er. Selve systemet til at flytte CO2’en fra skib til boreriggen kommer også fra Staget. Det skal bruges, når CCS får sin debut med Project Greensand til vinter ved Nini-feltet på Nordsøen.

Mens Staget har været en del af Semco Maritimes virksomhed, har værftet været igennem svære år med færre og færre ansatte.

- Vi er på vej til at blive en god historie, selvom det har været en hård vej. I år kommer vi til at runde 100 mio. kr. i omsætning, fortæller Anders Benfeldt om afdelingen med erfarne medarbejdere.

- Vi har mange smede her, som er over 50 år, som er virkelig, virkelig dygtige og kan deres kram, fortsætter han.

Hos Semco er lange ansættelser nemlig med til at udgøre virksomhedens DNA, og der er stor gensidig loyalitet medarbejder og virksomhed imellem.

Mere arbejde med PtX og CCS

Vi ankommer til Stagets administrationsbygning, hvor stemningen også er høj og munter så tæt på fyraften. Stagets direktør John Sørensen og Semcos salgsdirektør Jean Grandt venter deres chef og mig med frisk kaffe skænket.

Der er nemlig ambitiøse planer for Staget, som rummer muligheder for at lave meget mere. De planer passer godt sammen med de store PtX-anlæg, der ligger i støbeskeen i Esbjerg.

- Vi ser ind i en god fremtid med den grønne omstilling, og vi har nogle unikke kompetencer, der ikke findes andre steder, forklarer salgsdirektøren og uddyber:

- Vi vil være en one stop shop, der tager sig af alt fra engineering, procurement, installation og decomissioning.

Stagets direktør John Sørensen er klar med de konkrete nye arbejdsområder.

- Vi har allerede leveret rørene til pumpen til DIN Forsynings nye havvarmepumpe her i Esbjerg. Det kommer til at være med arbejde med fjernvarme nu, og vi kan også servicere kraftværker. Og vi kan udvikle, designe og producere næsten alt indenfor offshore transport- og løfteudstyr. Det kan også være spools til offshore. Alene det arbejde, der vil komme med bare et en GW PtX-anlæg, vil være enormt, siger John Sørensen om de sammensvejsede rørsektioner, der er i rustfrit stål og typisk bruges offshore.

Et en GW PtX-anlæg vil eksempelvis nærme sig den tredobbelte størrelse af Esbjergværket, der har en maksimal effekt på 378 MW. Det får lige salgsdirektøren til at minde om noget.

- Olie og er stadig super vigtigt for os, siger Jean Grandt, der gerne vil vise noget frem ude i produktionen.

Opbruddet får Anders Benfeldt til at tage afsked, for selv efter fyraften er der en arbejdsopgave, der venter. Den har noget med personalepleje at gøre.

- Vi gør jo allerede noget med vores familiedage, men vi vil gerne gøre noget mere, hvor familien kan være med. Derfor er vi ved at lave en Semco vinklub, forklarer Anders Benfeldt, inden han haster afsted til bestyrelsesmøde i vinklubben.

Den perfekte svejsning

John Sørensen og Jean Grandt har allerede deres sikkerhedudstyr klar, og der bliver hurtigt fundet hjelm, briller, vest og sikkerhedssko frem til mig, så vi kan bevæge os ind på Staget. Der er rigeligt med plads og det med at producere topsider til offshore, er slet ikke glemt.

- Vi vil da gerne producere topsider igen, for vi har jo pladsen, siger John Sørensen, og peger på nogle af hallerne, der står tomme.

Spørgsmålet om den netop ankomne sidste topside til Tyra kunne have været produceret her på Staget i stedet for i indonesiske Batam, må han alligevel afvise.

- Jeg tror, den er så stor, den ikke ville kunne være her. Og der er blevet brugt så mange årsværks på det, at det også drejer sig om økonomi, forklarer John Sørensen, og nikker, da jeg spørger, om det også har noget med forskellen på lønningerne i Danmark og Indonesien at gøre.

- Men jeg håber, da vi kommer til at producere mindre topsider igen, tilføjer John Sørensen.

I en tid hvor local content, bæredygtighed og produceret i Europa samt CO2-aftryk er helt fremme på den politiske agenda, virker det slet ikke umuligt mere.

Vi går forbi rørene, der skal bruges til Project Green Sand, inden vi når frem til en kæmpe kontruktion, der er på vej ud til Tyra.

- Det her er stigen, hvor man kommer til at kravle op på Tyra, fortæller Jean Grandt.

Det kæmpe stigeelement ligger ned og venter endnu på at blive malet i den karakteristiske gule RAL 1007 offshore-farve.

Vi går langsomt mod udgangen, da John Sørensen pludselig stopper op ved en vindmølledel og fortaber sig helt i meget nøje at inspicere en svejsning med sin pegefinger.

Er der noget galt med svejsningen?, spørger jeg.

Nej, den er helt perfekt, siger John Sørensen synligt tilfreds.

Han er ikke i tvivl om Stagets fremtid og potentiale, men også hvad der skal til for at sikre fremtidig vækst og overskud.

- Vi skal konstant have fokus på at drive Staget fremad, siger John Sørensen, der har været direktør for Staget siden 2021.

- Frem for alt så er vi godt rustet til at kunne tage mere arbejde. I fremtiden er det dem, der har folkene, som får arbejdet. Vi kan trække flere til, forklarer Jean Grandt, om Semco Maritime, der samlet har 1800 medarbejdere.

Klokken har for længst passeret 17, og vi tager afsked i det kolde efterårsvejr.

Staget 

 

 

 

 

 

 

 

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter