Stort nej fra Tønders borgmester til vind-testcenter i Ballum Enge
Tønders borgmester Jørgen Popp Petersen er ikke tilfreds med planer om eventuelt at placere et kommende dansk vindmølletestcenter i marskområdet Ballum Enge. Her er han på sit kontor foran et maleri af kunstneren Else Pia Martinsen Erz, der boede netop Ballum, da maleriet blev malet.
Foto: Jesper Ernlund Lassen Danish Offshore Industry DOI.dk

Stort nej fra Tønders borgmester til vind-testcenter i Ballum Enge

Tønder har fået afslag på at opstille et bord- og bænkesæt, men nu er området med i slutløbet om placering af kæmpe 450 meter høje testvindmøller. Borgmesteren er uforstående, og han frygter, at et testcenter også kan ødelægge kommunens VE-planer.
9. JAN 2024 10.00

Ballum Enge er et marskområde i Tønder Kommune, hvor man i dag kan nyde synet af fuglelivet fra Marsk-tårnet og det flade landskab. Men nu er området på vej til at ende som testcenter for vindmøller med op til otte kæmpe vindmøller, der vil række hele 450 meter i vejret. Marsk-tårnet er det højeste byggeri i området og måler kun 25 meter i højden.

Tønders borgmester, Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti), undrer sig over, at marskområdet er endt som en af kun to mulige kandidater.

- Vores marskområde omkring Ballum er i dag beskyttet mod teknisk byggeri, fortæller Jørgen Popp Petersen og kommer med et konkret eksempel på, hvor beskyttet området egentlig er:

- Vi har fået afslag på at sætte et bord- og bænkesæt op ved Ballum Sluse.

Der er heller ingen tvivl om, hvad borgmesterens holdning er, og han er ikke alene om den.

- Vi er imod placeringen af et testcenter i Ballum Enge som samlet kommunalbestyrelse.

Industrianlæg i beskyttet natur

Vindmøllerne alene vil få stor indvirkning med deres 450 meters højde, da der vil være højere advarselslysmaster og mere end det.

- Det er ikke kun vindmøllerne; det er et industriområde. Der vil løbende være arbejde med kraner og enorme befæstninger med masser af beton, siger Jørgen Popp Petersen.

Han er heller ikke i tvivl om, at det vil få konsekvenser for både naturen og menneskerne i nærheden.

- Jeg oplever, at folk er klar til at sælge deres boliger og flytte. Mange tror og håber, det ikke bliver til noget, siger borgmesteren.

Der er også én ting, han er sikker på.

- Man kigger på, hvor det er billigst at ekspropriere, konkluderer Jørgen Popp Petersen.

Unescos verdensarv

Vadehavsområdet er UNESCOs verdensarv sammen med den tyske og hollandske del af Vadehavet. Borgmesteren sidder også i bestyrelsen af Region Sønderjylland og Schleswig, hvor politiske beslutningstagere fra begge sider af grænsen har en bekymring.

- Vi er bange for at miste vores UNESCO-verdensarvsudpegning for Vadehavet, som deles med både Tyskland og Holland, forklarer han og påpeger dilemmaet for Danmark:

- Jeg tror, at Danmark har en stor udfordring, hvis status som UNESCOs verdensarv ender med at falde for hele Vadehavet. Hvis den status falder væk her, så falder den også bort for både Tyskland og Holland, for det er en samlet udpegning.

Jørgen Popp Petersen viser også en skrivelse fra den tyske formand for Region Sønderjylland og Schleswig, Walter Behrens. Her har formanden bedt den ansvarlige minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde, Morten Dahlin, om at inddrage myndighederne på den tyske side af grænsen.

- Det her vedkommer også vores naboer mod syd. De har ikke haft hele debatten syd for grænsen endnu, for de har officielt ikke vidst det før nu, fortæller borgmesteren.

Frygt for opbakning til VE-projekter

Tønder Kommune har allerede en del ældre møller i dag, og planen er at forny dem omhyggeligt.

- Vi har 250 vindmøller i kommunen, og de fleste er over 20 år gamle. Vores politiske aftale sigter mod en halvering, så der kun er 125, fortæller Jørgen Popp Petersen.

Men det er ikke ligegyldigt, hvordan fornyelsen foregår.

- Hvis man kan få en 18-dobling med en ny stor vindmølle, er det bedre end at fordoble ved at modernisere en eksisterende mølle, lyder det.

Kommunen har samtidig nye projekter inden for vedvarende energi.

- Vi har 21 projekter med 1600 hektar sol og 105 hektar vind. Men et testcenter i Ballum Enge kan ende med at påvirke den folkelige opbakning til de 21 projekter, som vi har på tegnebrættet, siger borgmesteren, der allerede har indført borgerinklusion, når det drejer sig om VE-projekter.

- Vi gennemfører en borgerafstemning blandt borgere, der bor inden for 2500 meter radius fra vindprojekter og 1250 meter fra solceller, fortæller Jørgen Popp Petersen.

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter