Fejring af fælleskabet på Esbjerg havn
Esbjergs havnedirektør Dennis Jul Pedersen kunne blandt andet fortælle, der er stor interesse fra Tyskland for at investere i den grønne omstilling i Esbjerg Havn.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, Danish Offshore Industry, DOI.dk

Trækplaster grøn omstilling med 100 besøg på et år :
Fejring af fælleskabet på Esbjerg havn

Faglige organisationer valgfarter til Esbjerg, og det fejrede 3F sammen med arbejderne og havnedirektøren. Forbundformand kom med et vidtrækkende foreslag.
18. DEC 2023 11.40

Nogle gange lykkes utrolige ting, og sådan var det denne fredag for 3F Transport, hvor det lykkedes at samle et godt fremmøde til 'jubilæumsreception for Esbjerg Havn – Porten til fremtiden' kl. 16 en fredag eftermiddag. Hverken tidspunktet eller den ventende håndboldlandskamp for de danske kvinder på tv ændrede noget ved den gode stemning, der var præget af højt humør, chips og Grøn Tuborg på bordene sammen med sodavand.

Det var en fejring for Esbjerg Havn, og noget der faktisk fungerer usædvanligt godt på havnen. Der har nemlig været ikke færre end 100 besøg fra faglige organisationer i 2023. Det var nemlig ikke kun fredagsfremmødet, der fungerede.

- Vi får en del besøg her af faglige organisationer også arbejdsgivernes. De kommer for at høre om den grønne omstilling. Det drejer sig om at vise, hvordan vi arbejder sammen mellem arbejderne og arbejdsgiverne. Vi har ligefrem en kultur for det her, og det kan vi være stolte af, lød det fra 3F Transport formand Jakob Lykke, der er dagens vært ved jubilæet i Mønstringshuset på Esbjerg Havn.

Det er ikke et lille antal besøg.

- Vi satte os ned og fandt ud af, at vi har rundet 100 besøg. De besøgende ser, hvordan den grønne omstilling er foregået i fællesskab, og det er os alle, der er skyld i det, fortalte Jakob Lykke, der allerede har en ide til, hvordan der skal hentes nye mennesker ind til at klare den grønne omstilling:

- Jeg er overbevist om, at vi må kigge på Tyskland og Flensborg for at hente nye arbejdere. Det er kun lidt over en times kørsel væk. Men det skal være til ordentlige betingelser og arbejdsvilkår.

13,5 GW over kajen de næste seks år

Esbjerg Havns adm. direktør Dennis Jul Pedersen var heller ikke i tvivl om, hvad der kommer til at ske.

- Omstillingen på havnen er med til at skabe vækst. Her kommer udvidelserne de kommende år til at spille en rolle for at kunne imødekomme de 13,5 GW, der skal ud over kajen de kommende seks år, fortalte havnedirektøren, inden han vendte sig mod vindbranchens udfordring:

- Elementerne bliver større og større. Derfor skal der investeres i havnenære fabrikker. Vi ser stor interesse fra Tyskland. Det er ikke nok med infrastruktur, der skal også uddannes mennesker til arbejdet, sluttede havnedirektøren.

Også EU-parlamentarikeren Christel Schaldemose (S) kom med ros.

- Tillykke med, at I er sådan en fantastisk havn. Jeg blev mindet om en artikel om Esbjerg i Weekendavisen, hvor der stod: 'Esbjerg er introvert og går stille med dørene.' Måske skulle I prale lidt mere, for det gør jeg om Esbjerg Havn. Her er en stolthed for at stå op og gå på arbejde. Hvis Esbjerg Havn havde ligget i København, så ville det lyde helt anderledes, sagde politikeren, der indrømmede, at hun selv bor i København.

Forbundsformanden med hjemmebanefordel og markant forslag

Også 3F's forbundsformand Henning Overgaard var hjemme i Esbjerg fra arbejdet i København, og kammeraterne tog imod med håndtryk og lidt kærligt drilleri.

- Henning, har du ikke kommet dig lidt?, lød det fra de forreste rækker.

-Jeg kan slet ikke høre, hvad du siger?, kom det straks fra Henning Overgaard, der sprang videre med lykønskninger, krav og forslag i ærmet.

- Tak for, at I tager det op med den grønne omstilling. Det er vigtigt, at det kommer til at foregå med retfærdighed, jobskabelse i Danmark, og der kommer de rette investeringer. Jeg er også formand for bestyrelsen i PensionDanmark, og jeg er glad for, at vi hjælper med investeringer i den grønne omstilling, sagde Henning Overgaard.

Pensionselskabet kommer blandt andet til at investere et milliardbeløb i Esbjerg Havn.

- Vi er enormt opmærksomme på efteruddannelse, og den skal ikke først foregå, når der er behov for det. Vi skal investere i uddannelse, så der er tryghed. Det kunne også gøres ved jobgaranti, fortalte forbundsformanden og fortsatte:

- Vi skal også rekruttere i tredjeverdenslande, men det skal foregå på en ordentlig måde.

Uddannelsen skal med andre ord foregå præventiv.

Her kom et forslag med krav på banen, der ville kunne afhjælpe Danmarks mangel på arbejdskraft.

- Vi skal give positiv særbehandling til virksomheder, der har en overenskomst med stemmeret, konfliktret og medarbejdervalgt tillidsrepræsentant. Og de skal betale en gennemsnitsløn indenfor branchen. Så kunne beløbsgrænsen for medarbejdere fra tredjeverdenslande helt falde bort for de virksomheder, fortalte Henning Overgaard til DOI.dk, og uddybede:

- Hvis alle får den samme løn, så er det ligegyldigt, om man kommer fra Tyskland, Filippinerne, Brasilien eller Ukraine. Men vi skal ikke spille lønmodtagerne ud mod hinanden. Mange udnytter ordningerne, som de er nu, men det er afgørende, at vi får lønmodtagerne med på den grønne omstilling. Det skal som sagt foregå med retfærdighed, jobskabelse i Danmark, og der kommer de rette investeringer.

Da den sidste tale var overstået, blev værten Jakob Lykkes opfordring fulgt til at blive hængende, og der gik ikke længe, før blandingen af kvindernes håndboldlandskamp på en fjernsynsskærm blev blandet med politiske diskussioner om havnen, arbejdsmarkedet og den grønne omstilling.

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter