Der er et godt mindset hos Green Port North og Hirtshals Havn
INEOS' Søren Reinhold Poulsen tegnede i billede af, hvordan fremtiden kan komme til at se ud for CCS i Danmark med Hirtshals Havn som absolut knudepunkt.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, Danish Offshore Industry - DOI.dk

"Der er et godt mindset hos Green Port North og Hirtshals Havn"

I Hirtshals Havn fandt partnerskabet om CCS den rette indstilling, fortalte INEOS’ CCS-chef under ministerbesøg. Der er også nyt fra det lovgivende arbejde, der skal gøre CCS-eventyret muligt.
8. APR 2024 14.50

Der var ikke meget tvivl om, hvordan fremtiden ser ud for lagring af CO2, da den østrigske finansminister, Magnus Brunner, og den tyske parlamentariker, Oliver Grundmann, for nyligt besøgte Hirtshals Havn.

- Der er et massivt behov for at lagre CO2, men samtidig vil der være en skarp konkurrence, og det betyder, at vi skal være endnu skarpere, lød det fra Søren Reinhold Poulsen, der er head of producing assets for CCS hos INEOS og formand for styringskomitéen hos Greenport Scandinavia.

Greenport Scandinavia er en sammenslutning af virksomheder med INEOS, Wintershall Dea, Biocarb Solution og Aalborg Portland samt Green Port North og Hirtshals Havn. Der bliver arbejdet på at gøre Hirtshals Havn til en af Europas største CO2-import- og eksporthubs.

Søren Reinhold Poulsen italesatte også, hvorfor valget netop er faldet på Hirtshals Havn som CCS-hub.

- Der er et godt mindset her hos Green Port North og Hirtshals Havn, som vi godt kunne lide, sagde Søren Reinhold Poulsen.

Han lagde heller ikke skjul på, at der skal et vis niveau til.

- Vi skal have det op i kommerciel skala, og det kræver en pipeline, sagde Søren Reinhold Poulsen.

Den nødvendige lovgivning

Et andet indlæg på dagen kom fra Katrine Thomsen, der er fungerende kontorchef hos Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med ansvarsområdet CCS. Hun deltog via en onlineforbindelse fra København og kunne fortælle, at der bliver arbejdet målrettet med CCS i ministeriet.

- Vi arbejder på en fuld værdikæde, og det vil vi gøre sammen med industrien. Vi har sat mål for 2030, fortalte kontorchefen og uddybede:

- Vi er kommet igennem med syv nye love de sidste år, så det nu er lovligt at lagre CO2.

Nu er der nye tilladelser på vej.

- Vi arbejder på at give flere tilladelse til at lagre CO2, og som det næste kommer de første tilladelser til at lagre onshore. Det er vigtigt, at dette kommer til at foregå på markedsvilkår, sagde Katrine Thomsen.

Det kræver et tæt samarbejde med branchen, og det foregår ugentligt.

- Arbejdet betyder, jeg har ti til 20 møder med industrien hver uge. Vi håber, at Danmark kan blive et CO2-hub, og vi ønsker ikke kun at kunne lagre vores egen CO2, lød det fra Katrine Thomsen.

Der er dog stadig ingen lovgivning, der tillader import til Danmark af CO2.

- Der er en lovgivning, der skal på plads for at kunne fange CO2 i udlandet og derefter lagre den i Danmark. Det håber vi at få på plads om få år, sagde hun.

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter