Ny forskning: Historisk klimatopmøde i København var en fuser

Da FN i december 2009 afholdt sit årlige klimatopmøde i København, var det velsagtens et stykke danmarkshistorie. Aldrig har så mange statsledere mødtes i Danmark for at diskutere klima som under COP15.

Klimatopmødet i Danmark har siden haft et skidt eftermæle som en "fiasko", som Connie Hedegaard, daværende konservativ klimaminister, har kaldt det. Nu peger forskningen i samme retning.

For 19 ud af 34 lande har ikke formået at leve op til de 2020-klimamål, de forpligtede sig til på klimatopmødet i 2009. Det viser et nyt studie fra University College London, ifølge Videnskab.dk.

I studiet, som er udgivet i tidsskriftet Nature Climate Change, sammenligner forskerne landenes egentlige nettoudledninger med deres reduktionsmål, der blev fastsat ved COP15.

Det er blandt andet Australien, Spanien og vores norske naboer, som ikke har formået at leve op til deres klimamål. Til gengæld ligger Danmark i gruppen af lande, der med succes har nået klimamålene.

Klimaforsker: "Ikke overraskende"

Studiets resultater er "ikke overraskende", lyder det fra klimaforsker Jens Hesselbjerg Christensen, der er professor i klimafysik ved Københavns Universitet.

- Det belyser, at COP15 ikke var nogen succes. Der blev ikke sat nogle milepæle, og det viser, hvor handlingslammede landene var, siger han 

Studiet viser også, hvor anderledes klimaambitionerne er i dag. Det mener klimaprofessor Sebastian Mernild, der er leder af SDU Climate Cluster ved Syddansk Universitet:

- Det kan godt være, at nogle nåede målene ved COP15, men i dag ved vi, at vi skal levere meget mere end det i 2009.

Det er værd at bemærke, at studiet kun undersøger 34 lande og ikke alle deltagende lande.

Mødet gled ud i sandet

Da Sebastian Mernild selv deltog i COP15 i sin tid, husker han det som et topmøde, hvor "ting blev sat på spidsen".

- Det blev italesat, at vi skulle handle her og nu. Men mødet gled ud i sandet i forhold til gennemslagskraft, fortæller han.

Man nåede ikke frem til en omfattende global aftale ligesom Parisaftalen, men derimod en hensigtserklæring kaldet Copenhagen Accord, som imidlertid ikke var juridisk bindende.

- Der var ikke nogen, der anså Copenhagen Accord som andet end et skridt på vejen til at lave en anden aftale. Man var ikke parat til at lave en bindende aftale, mener klimaforsker Jens Hesselbjerg Christensen.

Derfor opstillede landene individuelle reduktionsmål, også kendt som NDC’er, men som har varieret meget. For eksempel nåede Kroatien sit mål om at reducere drivhusgasudledninger med fem procent, mens Schweiz ikke var i stand til at leve op til landets mål om en reduktion på 20-30 pct. inden 2020.

Skal man se positivt på studiet, er der noget, som går igen for både 15 år siden i København og de efterfølgende klimatopmøder: at der er bred konsensus om, at der skal gøres noget.

- Der er ikke tvivl om, at hovedparten af verdens lande har et ønske om, at der skal laves radikale ændringer. Men i måden at implementere det på, er man utroligt passiv med at handle på globalt plan, siger Jens Hesselbjerg Christensen.

Verden kræver mere klimahandling i dag 

Studiet kaster lys over et interessant historisk perspektiv i klimaforhandlingerne. Men det vigtigt for Sebastian Mernild at understrege, at det største fokus bør være på nutidige udfordringer.

- Vi står et helt andet sted end i 2009, siger han og fortsætter:

- Det er positivt, at der på daværende tidspunkt var lande, som var på rette kurs. Men det var langtfra nok lande. Det, der skal gøres i dag, er betydeligt større. Verden kræver meget mere klimahandling.

I 2023 blev der slået en række kedelige rekorder: Mængden af udledte drivhusgasser, koncentrationen af CO₂ i atmosfæren var på sit højeste niveau, og 2023 var det varmeste år registreret.

Når man ser på forskningen, må vi fra 2020 og fremadrettet kun udlede 300 gigaton CO₂ set på udledninger år for år, hvis middeltemperaturstigningen skal blive under 1,5 grader, forklarer Sebastian Mernild. Men nu, fire år senere, er vi halvvejs mod at udlede de 300 gigaton CO₂.

- Det er problematisk. Det vidner om, at det er forventeligt, at vi inden for fire til fem år ikke må udlede mere, hvis vi skal forblive under 1,5 grader. Og det tyder meget på, at vi ikke gør. Vi vil passere de 1,5 grader i starten af 2030’erne, siger Sebastian Mernild om Parisaftalens grænse for, hvor meget den globale temperatur må stige.