Ingen deklaration, da ministerium betalte for universitets CO<sub>2</sub>-rapport
Bedst som regeringen skulle præsentere status på en plan for reduktion af drivhusgasser, udkom Københavns Universitet med en rapport, der ‘sparer’ Danmark for 1,7 mio. tons CO2. (Arkivfoto)

Ingen deklaration, da ministerium betalte for universitets CO2-rapport

Det fremgik ikke af Københavns Universitets rapport, at den var bestilt af Klimaministeriet, der pludselig ‘sparede’ 1,7 mio. tons CO2 i sit klimamål. Eksperter kritiserer forløbet.
28. MAJ 2024 10.50

Det kunne fremstå som lidt af et tilfælde. Bedst som regeringen skulle præsentere status på deres 2030-plan for reduktion af drivhusgasser, udkom Københavns Universitet med en rapport, der ‘sparer’ Danmark for 1,7 mio. tons CO2 i 2030 takket være en ny regnemetode.

Det fremgik dog ikke i universitetets rapport, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet havde bestilt og betalt 313.106 kr. for den. Men det kan Videnskab.dk nu fortælle via en aktindsigt.

Det er imod både god skik og praksis, at Københavns Universitet ikke deklarerede i rapporten, at den var bestilt og betalt af myndighederne. Det mener blandt andet Heine Andersen, der er professor emeritus ved Københavns Universitet.

- Det er et klart brud på god praksis, at der ikke står, hvem der har rekvireret, betalt og kommenteret på rapporten, i kolofonen eller i forordet samt i noter, siger professoren, der blandt andet har skrevet bogen 'Forskningsfrihed: Ideal og virkelighed', til Videnskab.dk.

En forglemmelse

Også formanden for Transparency International Danmark, Jesper Olsen, er kritisk, ikke mindst efter at have set korrespondancen mellem embedsværket og Københavns Universitet.

- Når der er så tæt dialog mellem ministeriet og forskerne, så synes jeg så meget desto mere, at man er nødt til at deklarere, hvorfor den her rapport er lavet, og hvem der har bedt om det, vurderer Jesper Olsen, der også er ekstern lektor ved Københavns Universitet.

- Hvis jeg nogensinde mangler et bevis for, hvorfor man skal deklarere samarbejdet mellem et ministerium og et universitet, så vil jeg trække den her sag frem.

Vivian Kvist Johannsen, der er den ansvarlige forfatter bag rapporten, erkender, at det burde have stået klart, at den er blevet til under bestilling af myndighederne:

- Det er en forglemmelse. Det er vores politik og vejledning, og jeg tror, at vi var lidt for hurtige, da den skulle ud, og så fik vi ikke lige tjekket den del, og det burde jeg have set. Så det kommer på nu i en opdateret version.

Københavns Universitet har efter Videnskab.dk’s henvendelse slettet den oprindelige rapport fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltnings hjemmeside og erstattet den med en ny version.

mar

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter