Bifrost-projektet nærmer sig endelige konklusioner
Illustration af CCS infratruktur.
Foto: TotalEnergies

Bifrost-projektet nærmer sig endelige konklusioner

Det EUDP-støttede CCS-studie Projekt Bifrost, er har til formål at udvikle et koncept for lagring af CO2 i den danske Nordsø-undergrund, nærmer sig de endelige konklusioner
29. FEB 2024 15.47

Bifrost er ifølge nordisk mytologi navnet for regnbuen, som er broen, der forbinder Asgård, hvor guderne bor, med Midgård, hvor menneskene bor. Og netop det at bygge bro eller i hvert fald et bæredygtigt koncept for lagring af CO2 i den danske Nordsø-undergrund er målet med det EUDP-støttede CCS- (Carbon Capture and Storage) udviklings- og demonstrationsprojekt - Projekt Bifrost.

Projektet skal give indsigt i de tekniske, operationelle og socioøkonomiske aspekter af udviklingen af CO2-lagring i Nordsøen og har frembragt interessante resultater på flere fronter, og det nærmer sig snart sin konklusion, oplyser TotalEnergies, der sammen med de øvrige partnere i Dansk Undergrunds Consortium DUC (Nordsøfonden, BlueNord og TotalEnergies), Ørsted og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) står bag projektet. De foreløbige resultater lover godt for en dansk CCS-industri.

- Vi er tilfredse med projektets fremskridt, som bekræfter, at Danmark har en unik position i forhold til at blive et europæisk CCS-hub. Arbejdsprogrammerne er skredet godt frem, og vi ser frem til at præsentere de endelige konklusioner i sommeren 2024. Takket være det stærke partnerskab mellem industrien og forskningen i projektet, kan vi allerede nu se, at vi har et solidt fundament for at fortsætte udviklingen af en dansk CCS-industri efter projektets afslutning, siger Martin Rune Pedersen, som er koordinator på projektet og Country Manager samt Head of CCS hos TotalEnergies Danmark, i en pressemeddelelse.

Især arbejdsprogrammerne, der analyserer det underjordiske lagringspotentiale, genanvendelsen af eksisterende offshore-rørledninger, de socioøkonomiske perspektiver og innovative teknologier til overvågning af CO2-lagre, bør fremhæves fra det seneste års arbejde.

Harald-feltet holder

Resultaterne fra disse arbejdsprogrammer  indikerer fortsat, at der er gunstige betingelser for lagring af CO2 i sandstensreservoirer, men de fleste af de danske felter i Nordsøen er kalkreservoirer. Derfor er det vigtigt, at arbejdsgruppen, under ledelse af DTU, har kunnet bekræfte det betydelige lagringspotentiale i studierne af kalklagene

- Vores studier har vist, at de tidligere gasfelter kan fungere som gode lagerreservoirer. Det gælder både den hastighed, hvormed CO2'en kan lagres i reservoirerne, samt reservoirernes kapacitet og integritet. Nu vil vi fortsætte med at studere oliefelterne for at se, om det samme er tilfældet for dem, siger Elena Pachkova, centerdirektør, DTU Offshore.

Konkret kan det dog allerede på nuværende tidspunkt med større sikkerhed bekræftes, at det er sikkert at lagre CO2 i Harald-feltet. 

- Det har været spændende at være vidne til det gode samarbejde mellem de forskellige partnere, der har præsenteret deres specifikke projektbehov, deres innovative ideer, de praktiske begrænsninger og fundet fælles fodslag om praktiske løsninger, siger Elena Pachkova.

Det EUDP-finansierede partnerskab omkring Bifrost-projektet startede i januar 2022 med det formål at indsamle viden om, hvordan man bedst udvikler CCS-løsninger i stor skala i Danmark. Når samarbejdet slutter i midten af 2024, vil TotalEnergies sammen med sine partnere fortsætte med at etablere CO2-lagring i Harald-feltet og nærliggende områder med målet om i første omgang at lagre mindst fem millioner tons CO2 årligt fra 2030.

amp

 

 

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter