Stor prisstigning - men Cerius-Radius' vintertariffer bliver lavere end tidligere varslet

1. oktober træder de højere vintertarifferne i kraft. Netselskaberne Cerius-Radius hæver dog ikke tarifferne til det hidtil varslede niveau, og det skyldes blandt andet, at elpriserne det seneste halve år har stabiliseret sig på et lavere niveau.
21. SEP 2023 10.41

Den 1. oktober bliver det væsentligt dyrere for kunderne hos netselskaberne Cerius-Radius. Her træder selskabernes vintertariffer nemlig i kraft. Hos Cerius stiger prisen i spidsbelatningsperioden fra 69,35 øre/kWh til 126,66 og hos Radius lyder spidsbelastningsprisen fra 1. oktober og frem til og med marts på 136,68 øre/kWh mod 73,59 i sommerperioden.

Årsagen til prisstigningerne er den tarifmodel, der blev indført den 1. januar 2023. Den afspejler, at det er dyrere at få transporteret strøm til sin bolig mellem kl. 17.00 og 21.00, og har lavere tariffer i sommerhalvåret end i vinteren, da belastningen af elnettet er større om vinteren. 

Vintertarifferne skal øge tilskyndelsen hos forbrugerne til at flytte forbrug væk fra de dyre timer, hvor elnettet er mest belastet. Tarifmodellen er skruet sådan sammen, at forbrugernes tariffer afspejler elnettets belastning både i løbet af døgnet og året, fordi det er belastningen, der dikterer behovet for at udbygge elnettet. 

Selvom der er tale om væsentligt højere tariffer, er de dog ikke så høje som tidligere varslet. Når vintertarifferne træder i kraft, har Cerius-Radius valgt at bruge anledningen til en prisnedsættelse. 

Prisnedsættelsen betyder, at kundernes årlige regning til tarifferne sænkes med 750 mio. kr. ekskl. moms, hvilket i første omgang betyder, at vintertarifferne ikke bliver så høje, som elkunderne i Østdanmark ellers havde været stillet i udsigt. De oprindeligt varslede priser i hhv. Cerius og Radius i spisbelatning lød nemlig på 160,03 øre/kWh og 169,80 øre/kWh.

- Kunder kommer til at opleve et prishop på tarifferne fra 1. oktober sammenlignet med sommeren, når vi nu igen skifter til vintertariffer, fordi belastningen af elnettet er størst om vinteren i tidsrummet 17-21. Vores tarifnedsættelse betyder dog, at vintertarifferne ikke bliver så høje som i starten af året. Vi kan lave en prisnedsættelse, da elpriserne er stabiliseret på et lavere niveau, og samlet set for en husholdning er der tale om en tarifnedsættelse på 20 pct., siger Cäthe Bay-Smidt, chef i netselskaberne.

Da tarifferne toppede i februar, kostede det ca. to kroner pr. kWh. mellem kl. 17 og 21.

amp

Skærmbillede 2023-09-21 kl- 10-14-10 

 

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter