Startskuddet til nyt energieventyr har lydt i Aarhus

EU's største geotermianlæg til fjernvarme er på vej i Aarhus. Første spadestik er taget mandag.
20. NOV 2023 12.03

Et nyt, grønt fjernvarmeprojekt i Aarhus skal inden udgangen af 2030 kunne levere en femtedel af byens varme. Mandag blev der taget første spadestik til projektet, og blandt deltagerne i ceremonien var blandt andet finansminister og tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen (S) samt den nuværende borgmester, partifællen Jacob Bundsgaard.

De så til, mens den 31 meter høje borerig blev gjort klar til at arbejde sig 2,5 kilometer ned i jorden i forsøget på at ramme grundvand, der er tilstrækkeligt varmt til at kunne bruges til geotermi.

Geotermi går ud på at pumpe vand, der er mere end 40 grader varmt, op fra undergrunden og bruge det i fjernvarmeanlæg, inden det sendes tilbage igen. I Arhus skal der i alt bygges syv delanlæg, som får en samlet kapacitet på 110 MW, som svarer til 36.000 husstandes varmeforbrug.

Dermed kan det erstatte det eksisterende Studstrupværk, som Ørsted ejer, og som leverer en stor del af den nuværende fjernvarme i Aarhus.

Geotermi har stort potentiale i Danmark

Det er selskabet Innargi, der står bag anlægget i Aarhus og skal drive det fremover. Innargi er ejet af A.P. Møller Holding, ATP og forsyningsselskabet NRGi i fællesskab.

Der findes allerede tre mindre geotermianlæg i Danmark, men der er flere andre på vej foruden anlægget i Aarhus. Innargi har vist interesse for at bygge nye anlæg i Københavns nordvestlige omegn, i Holbæk og i Skanderborg-Hørning.

Geotermi bruger mindre elektricitet end varmepumper, og så fylder anlæggene typisk mindre over jorden end store luft-vand-varmepumper. Samtidig er driften uafhængig af vind, vejr og årstid.

Aalborg Universitet har i en rapport fra 2021 vurderet, at geotermi har potentiale til at kunne stå for 10-20 af den samlede danske varmebehov.

/ritzau/
 

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter