DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
EU-Kommissionen præsenterede onsdag et forslag for EU's 2040-klimamål. Ifølge kommissionen skal EU reducere sin udledning af drivhusgasser med 90 procent i 2040 sammenlignet med udledningen i 1990. - Foto: Yves Herman/Reuters

SF kritiserer kreditter for klimamål - industrien mener det er nødvendigt

Ifølge SF åbner klimakreditter for, at målet udvandes. Dansk Industri mener, at det giver fleksibilitet.  
13. JUL 2025 22.18
EU
Klima
Politik

Det er problematisk, at EU åbner bagdøren for klimakreditter, og dermed giver landene muligheden for at betale sig fra en del af forpligtelsen. Det mener SF's Kira Marie Peter-Hansen, der i EU-Parlamentet repræsenterer De Grønne.

Onsdag offentliggjorde EU-Kommissionen sit forslag til 2040-klimamålet om at reducere drivhusgasser med 90 procent med hjælp fra klimakreditter. Det er en reduktion af udledninger på 90 procent sammenlignet med udledningen i 1990.

Anderledes lyder det fra Dansk Industri (DI), som er optimistisk over for målets virkning.

- Kommissionens udspil skal samle 27 lande. I Danmark er vi bredt enige om et 90 procents mål, men det er ikke alle andre, der uden videre vil omfavne det, siger Dansk Industris klimachef Anne Højer Simonsen.

- Derfor giver det mening med noget fleksibilitet i forslaget med mulighed for brug af kreditter og negative emissioner ved CO2-fangst og lagring, tilføjer hun.

Stine Bosse (M), som i EU-Parlamentet repræsenterer gruppen Renew Europe, er på linje med Dansk Industri. Hun er positivt stemt over for forslaget, hvis der føres kontrol med klimakreditterne.

- Kreditterne er bestemt ikke groet i vores baghave, men hvis de laves på en måde, så de ikke bliver til huller i lovgivningen, men reel klimahandling, så kan det være en god idé, siger Stine Bosse.

Ifølge Kira Marie Peter-Hansen er EU med indførelsen af klimakreditter med til at blåstemple princippet for resten af verden.

- Vi har en rigtig dårlig historik med klimakreditter. Dels er deres effekt behæftet med stor usikkerhed, og dels får det den konsekvens, at vi forsinker omstillingen her i Europa, fordi investeringer flytter ud, siger hun.

Hun mener også, at klimakreditterne kan være med til at trække investeringer væk fra den grønne omstilling i Europa.

LA: Fornuftig løsning

Liberal Alliances Henrik Dahl, som i EU-Parlamentet repræsenterer EPP-gruppen, synes, at kreditterne er en fornuftig løsning.

- CO2 stopper ikke ved landegrænserne. Derfor er det kun godt, hvis EU vil gøre brug af klimakreditter. EU er langt fremme på den grønne udledning i forhold til andre lande. Derfor kan vi få langt mere grøn omstilling for pengene, hvis vi sætter ind i andre lande end i EU, hvor man kan reducere meget mere for langt mindre, siger Henrik Dahl.

Ifølge parlamentarikeren er SF "ekstremt unuancerede" i deres syn på den grønne omstilling.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

DOI Konference 2025
Tilmeld dig nyhedsbrevet

https://www.doi.dk//ccs/artikel/sf-kritiserer-kreditter-for-klimamaal-industrien-mener-det-er-noedvendigt

GDPR