
Cementproducenten Aalborg Portland har efter et langt og problemfyldt forløb vundet et udbud om statslig milliardstøtte fra den såkaldte CCS-pulje til at fange og lagre CO2. Det skriver Energistyrelsen tirsdag på sin hjemmeside.
Aftalen indebærer årlig fangst, transport og lagring af 1,25 millioner ton CO2 til Aalborg Portlands CO2-fangstprojekt, der bærer navnet ACCSION (Aalborg Portland Carbon Capture & Storage using Infrastructure Onshore in North Jutland) og etableres i samarbejde med Air Liquide.
Oprindeligt var målet med ACCSION-projektet ellers samlet at reducere Aalborg Portlands udledninger med 1,4 mio. tons CO2 årligt, mens yderligere ca. 100.000 tons fortrænges via afledte effekter. Trods mange ikke får støtte til hele den ambition er Aalborg Portland tilfredse med
Anden byder afviste delvis støtte
Energistyrelsen modtog også et bud fra Gaia ProjectCo, som altså ikke vandt buddet.
- Energistyrelsen har samtidig tilbudt selskabet Gaia ProjectCo P/S at være marginal byder, hvilket indebærer mulighed for tildeling af kontrakt med en reduceret mængde.
- Kontrakten dækker den resterende del af puljen, men ikke den fulde andel, som selskabet har ansøgt om. Dette har Gaia ProjectCo P/S valgt at takke nej til, skriver Energistyrelsen.
Gaia ProjectCo er et fælles selskab for Vestforbrænding og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP).
Stort frafald
Oprindeligt havde 16 selskaber budt ind på opgaven, og i maj sidste år meddelte Energistyrelsen, at den havde udvalgt ti selskaber, der skulle deltage i udbuddet. Et efter et valgte selskaberne imidlertid at trække sig, så Aalborg Portland på et tidspunkt så ud til at blive den eneste byder.
Frafaldet skyldtes ikke mindst, at udbuddet var skruet sådan sammen, at selskaberne kunne risikere klækkelige millionbøder, hvis de ikke overholdt de aftalte tidsfrister.
Staten har i alt afsat 28,7 milliarder kroner i CCS-puljen. Regeringen og Folketinget havde regnet med, at støttepuljen ville give en CO2-reduktion på 2,3 millioner ton CO2 i 2030, men fungerende klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) har siden nedtonet forventningerne.
- Det er klart, at min politiske drøm er at komme så tæt på de oprindelige målsætninger, men helt deroppe tvivler jeg ærlig talt på, at vi kommer med de bud, sagde han i februar til Ritzau.
Reduktionerne skal bidrage til, at Danmark i 2030 når målet om at have reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 procent set i forhold til udledningerne i 1990.
Opdateret...
/ritzau/amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.
























